FEM PROCENT
 
EFTER: FIVE PER-CENT
 
Fordi jeg ejer ti tusinde pund er mit liv en behagelig leg,
Og jeg overlader til andre, i min stille ro, at tjene det til mig,
For som på en mystifistisk vis, noget jeg selv dårligt forstår,
Ti tusinde vil avle i renter fem hundrede hvert eneste år.
Så da jeg har det temmelig godt, ud fra et økonomisk perspektiv,
Har jeg i sinde at leve på denne rare måde resten af mit liv.
Selv om jeg ser med stor sympati på en der slaver som en træl,
Så gratulerer jeg ikke af mit hjerte de der slæber sig ihjel.
Jeg kan lide arbejderen i minens dyb, og sømanden på sin farlige færd,
Fordi han bringer mig fem hundrede pund som velfortjent salær,
Og de slider trofast for mig og mine med deres viden og talent,
I overensstemmelse med den hellige parole om de dejlige fem procent.
 
Så få hurtigt fat i de ti tusinde pund, hvis du det klare kan,
Og efterlad kun din gode tilværelse til den noble arbejdende mand.
Han vil købe dig det bedste tøj af tweed, og whiskey til din bar,
Dine golf remedier, din morgenavis, din kaffe, likør og cigar.
Han vil hyggeligt installere dig i en hytte ved en dejlig strøm,
Med enhver moderne komfort, og en have smuk som en drøm.
Hvis din smag skulle være for byliv vil der være en suite parat,
Godt afsondret fra hele det fortryllende liv af byens proletariat.
Med billeder, musik og bløde tæpper hvorhen du står og går,
En fyr kan sagtens klare sig med de fem hundrede hvert eneste år,
Og selv om du ser skamfulde ting hver dag på din daglige vej,
Hvorfor skulle netop du arbejde, når andre gør det for dig.
 
Ydmygt går jeg ned på knæ, og velsigner den arbejdende mand,
Der ofrer mig et liv i bekvemmelighed så længe som han kan.
Hans lænder er smalle af mangel på mad, han slæber for mit behag,
Og han dør i sin bedste alder, og lader mig leve dag efter dag.
Hans kvinde og børn pukler som ham til deres liv er endt,
Så jeg kan leve et sorgløst dovent liv på mine fem procent.
Og hvis du hører deres forbandelse, skulle jeg derfor skamme mig?
For hvis de var i mine sko, ville de gøre nøjagtigt som jeg.
Åh ja, selv om de hejser det røde banner hver søndag eftermiddag,
Så prøv at give dem ti tusinde pund de vil hurtigt forandre flag.
Så jeg vil glæde mig hver eneste dag når jeg hæver dividenden,
Og velsigne alle de kloge mænd der smarte har opfundet renten.