LØNSLAVENS SANG

EFTER: THE SONG OF THE WAGE-SLAVE

Når den lange, lange dag er forbi, og Mesteren skal fælde sin dom, Så håber jeg ikke det blir helvedets ild, som præsterne taler om. Heller ikke at det blir på det andet sted, sammen med præster jeg så, Alt hvad jeg ønsker er kun ro og fred, og så glemme dagene grå. Se på mit ansigt der er rynket og furet, og hændernes krogede led, Mester, jeg har nøje fulgt dit bud, slidt i mit ansigts sved, Trællet i lande for velhavende folk, arrogante hver eneste en, Og nu ligger jeg her i færd med at dø, som en hund i en rendesten. Jeg har brugt den kraft du gav mig, undgået al strid og konflikt, Halvt hundrede år under usleste kår, så jeg tror jeg har udført min pligt. Men nu, Vorherre, er jeg knækket som mand, og når du skal skrive rapport, Så håber jeg at du af barmhjertighed ikke dømmer mig alt for hårdt. Mester, jeg har syndet mange gange, været svag i stedet for stærk, Men whiskey, kvinder og kortspil har været mit og djævlens værk. Jeg har altid været som et barn med penge, fra da jeg var ganske ung, Slesk logret for hver en parasit, og fyldt mangen skøges pung, Så tilbage til skovene, angrende vred, tilbage til savværk og mine, Det er lønslavens lod her på jord, han er bare en arbejds-maskine. Det hårdeste job var aldrig for svært (skal jeg tænke så er det galt), Jeg har en hjerne som en tiårs dreng, så jeg gjorde hvad jeg blev fortalt. Leve i lejre kun sammen med mænd, er et ensomt ukærligt liv, Aldrig et kys af en ung piges mund, eller kærtegn af elskelig viv. For den grove mand med en kraft så rå var de alt for høje op, Men blot for en enkelt kvindes gunst hang jeg gerne fra galgens top. Jeg der har mindst dobbelte kræfter, men er ubehøvlet, sky og vild, Ville skatte et kys fra et lille barn, og en kvinde hengiven og mild. Men din vilje ske, for du ved det bedst, jeg er bare blasfemisk og grov, Livet har jeg levet som det skikkede sig, men har prøvet at lystre din lov. Jeg var kun en primitiv slider, en halvnøgen møgbeskidt mand, Der svedte i grøfter og gruber i slam op til støvlernes rand. Jeg har fældet kæmpetræer i skove, og tæmmet de vildsomme strømme, Bygget fundamenter der senere hen blev til slotte smukke som drømme. Jeg har boret i klipper til jernmalmen ned, gennem mose og sump lavet vej, Med en endeløs tålmodighed i en verden med mænd ligesom jeg. Mester, jeg har opfyldt min kontrakt, jeg har slavet hele min tid, Så døm mig ikke efter de synder du fandt, men for al det helvedets slid. Mester, jeg har gjort det som du bød, jeg har vandret de tusinde mil, Mod vest står solen nu luende rød, jeg er træt og fortjener et hvil.