EN RULLENDE STEN
 
EFTER: A ROLLING STONE
 
Der er solskin i mit hjertes inderste rum,
Mit blod synger blidt i vindenes rusk,
Bjergenes storhed kan gøre mig stum,
Og jeg er ven med hvert træ og hver busk.
Min gyldne ungdom er en frydefuld leg,
Jeg er sol-tilbeder naturel,
Jeg vil vandre omkring som det passer mig,
Til engang jeg siger farvel.
 
Jeg var engang, tror jeg, en stenaldermand,
Der boede i hule så enkel og primitiv,
Og jeg kender fra år gennem tidens spand,
Hvordan slaverne levede deres liv.
Meget mere end hvad de fleste har kær,
Er en følelse af livets sande værdi,
Sikkert den naturligste tanke der er nær,
Er at være hel og fuldstændig fri.
 
At slå op mit telt uden langsigtet mål
Drage omkring efter lyst og behag,
Lave grin med utåleligt menneske-skrål,
Og søge oplevelser helt uden jag.
At være sorgløs som den glade syngende fugl.
Og gøre kun hvad der passer mig
Uden at vide om hvad der ligger i skjul
På morgendagens ukendte vej.
 
At forandre sin krop til et tempel rent,
Som jeg fredfyldt kan dvæle ved,
At behandle alting før det er for sent
Med en ligefrem og sand kærlighed.
Kaste bort had og avind som uvigtigt stads,
Og indånde luften helt uden alarm,
For naturen skal være min ankerplads,
Hvor ingen kan gøre mig harm.
 
At undgå de snarer der forfører ens sjæl,
De rigmænds orgier der bare er tant,
Men spise sine skorper og dele en pægl,
Med en landstryger på en grøftekant.
At traske ved hans side, til alting parat,
At dele det natlige bål med ham,
At kalde ham en fælle og en god kammerat,
Og tyde hans hjerte helt uden skam.
 
At afvise hver strid, og se på alt liv
Med øjnene af en nyfigen barnlille,
Fra det larmende hav til en mose med siv,
Fra slumkvarter til prærien stille,
Fra stjernernes rand til et sandkorn tabt,
Fra det største til de mindste dele.
Jeg ved at for det gode er alting skabt,
Og jeg ønsker at opleve det hele.
 
At se hele verden på min vandrende vej,
Fra troperne til den yderste pol,
Hvor ikke en eneste modsiger mig
Og ingen skygger for min sjæl og min sol.
Jeg skal ikke beklage, men betale min pris,
Men lad mig følge min egen vej,
For jeg ved at førhen da jeg ikke var vis,
Skabte nogle en slave ud af mig.
 
I en skjorte af flonel, af jorden beskidt,
Her, ven, er min barkede hånd,
Som vagabond elsker jeg et liv der er frit,
Helt uden de snærende bånd.
At glæde sig over livet er nok for mig,
Sigøjner blodet i mig bor.
Her er en hilsen til hver en morgengry,
En skål for hver dag der er splinterny,
Lad mig vandre og vandre fra by til by,
Til jeg forlader denne jord.
 
Da skal alle stjerner synge til mig,
En sang om frihed og sand harmoni,
Og hver eneste morgen skal bringe til mig
Den fuldmagt om lov til at være fri.
I hver eneste bankende bloddråbe i mig,
Vil jeg føle kaldet af denne jord.
Åh, hjerte, krop og hjerne i mig.
Pris Ham der skabte jorden så stor.