BALLADEN OM BRÆNDEMÆRKET

EFTER: THE BALLAD OF THE BRAND

Det skete i et land berømt for sit guld hvor af kvinder der kun var få, Smeden Tellus havde fundet en viv, en pige som han stolede på. Tellus, den kraftige arbejder med jern, en barket slidsom mand, Så hende, og bar hende bort fra en stamme i det sydlige land. Fandt hende værdig til at blive hans og elske ham trofast og længe, Så navnet Tellus, mestersmed, går i arv til gæve og modige drenge.

Nu var der kun få love i dette land så ondskab var nemt at finde, Hver en mand der var glad for sit hjem, måtte vogte det og sin kvinde. For der var veltalende honningsøde fyre der smilende forstod den kunst, At narre hjertet fra en kvindes bryst, og smigrende stjæle en gunst, Og der var kvinder der hastigt agtede på det, og lyttede til hviskende ord. Men engang imellem blev kongen forbitret hvis der blev begået et mord. Så blev det proklameret overalt: "At den der slår en anden ihjel, Skal bøde selv med sit eget liv, og dermed betale sin gæld"

Nu Tellus, han stolede på sin kvinde, og hans hjerte var uden frygt, Oppe på bjerget var hans funklende esse et lysglimt hvor intet var stygt. Højt oppe på bjerget lavede de en hule imellem buske og bæk, Under et egetræ det lå, i en drømmende stilhed gemt væk. Her han forgudede hende, hans helgen, for al den glæde hun bringer, Kyssene føltes på hans læbe som en strejfen af sommerfuglevinger, Vægten af hendes arm om hans hals var let som en tidsels dun, Og sødt prøvede hun på at vinde hans smil, så nænsom og så lun. Når enden kom på den støvede dag, og hans klingende job var forbi, Skyndte hun sig til at møde ham halvvejs ned på den solbelyste sti.

Deres dueslag glimtede i et gyldent lys, et tempel af kærlighed, Som et bæger af en blå kæmpeblomst lyste topashimlen ned. Roserne og liljerne klyngede sig til hende når hun igennem dem gik, Blomsterstøvet, der hvirvlede omkring, skabte en sød romantik. Da var hjertet af Tellus, smeden, stolt, og det sang for et glædeligt liv, Og i den sollyse sommertid takkede han skæbnen for sin elskede viv.

Nu var der en fyr der hed Philo, en mand med en udsøgt maner, Skåret ud som Apollo i krop, og et ansigt med en fin karakter, Han stræbte efter at virke sympatisk, og var fuld af blændende charme, Kvinderne sloges om hans favør, for bare sig selv at harme. Sådan var hans kunst og kendskab og talent i denne farlige leg, Der var ikke en kvinde der undgik ham hvis de da krydsede vej. Så fornøjet dyrkede han sine glæder, for alt gik strålende let, Til en dag han fik øje på Tellus viv, og fangede hende ind i sit net.

Tellus, smeden, var en lykkelig mand, og fuld af glæde og velbehag Sagde til sine hjælpere: "Sluk ovnene nu I har allesammen fri i dag. Nyd junidagens varme i solen, måske hvile jer i den kølige skov, Flyde nedad den stille flod, eller - for det I nu en gang har behov" -. Til sig selv: "Min elskede, i dag vil vi fryde os i kærlighedens ånd, Vi vil pjanke som børnene gør det i leg, og sammen vandre hånd i hånd. Vi vi flette blomsterkranse og smilende pynte os med dem, Plukke buketter at liljer og roser som vi finder i ungskovens gem. I dag vil vi glædelig feste sammen, og drikke den perlende vin, For i dag er det netop tolv måneder siden da du lykkeligt blev min.

Lærken trillede deroppe i skyen, og hans hjerte var som en lyrisk streng, Han plukkede nogle få konvaller og ilede ned som en elskovssyg dreng. Han listede op ad den snoede sti hvor hans hytte lå sollys og varm, Vinen hang ned over vinduet, og stille kiggede han over dens karm. Konvallerne faldt fra hans fingre og han følte djævlens klo i sin krop, Fuld af ulidelig harme var det næsten som hans hjerteslag holdt op. Som en nonne, hvis tro er uskyldighed, der betragte lystelig skam, Han gispede for der var Philo og hans viv, og hun havde armen om ham.

Tellus gik tilbage til smedien, han vaklede som en drukkenbolt, Hans hjerte var fuld af vrede da han planlagde hævnen koldt. Hen mod sin esse gik han i hast og startede dens gloende ild, Varmede metallet og formede det mesterligt, som en rasende vild, Gnisterne fløj rundt omkring ham, og helt uden maske som værn, Skabte han nu et frygteligt grusomt brændemærke af jern.

Denne aften var hans kvinde charmerende, og han så glædeslys i hendes øjne, Hun kyssede ham med ord i ekstase, men han vidste det bare var løgne, Aldrig havde hun været så bedårende, aldrig før så følsom og fin, (For lidenskab modner en kvindes sind som solen en appelsin). Han bed tænder sammen i tavshed, hans hjerte var kold som en sten, For han vidste at når hun hævede sit bryst drømte hun om en anden en. I morgen sagde han med et sælsomt smil, hans tanke var fantaserende fjern, Han snoede en lok af hendes hår medens han tænkte på sit brændejern.

Morgenen kom og Tellus var tidligt på vej op til smedien på bakkens top, Da sommerfuglene legede i middagsheden og drak dug af blomternes kop Listede han stilfærdig ned til sit hus hvor han hørte mumlende ord, Hørte den søde begejstring af latter når der skjult bedrives hor. Han huskede alt om hendes øjnes glans, noget ingen havde lov til at se, Nej, bestemt ikke andre mænd end ham, det burde aldrig ske, Men ikke mere vil de gløde for ham, blodtørstig og fuld af vrede Fornam han gennem muren den kåde hvisken, og sansede elskovens hede. Frygtelig - himlens hjælp han søgte, eller måske dens trøst, Han følte som på vej ned i helvedes dyb med et sønderreven bryst

Var det ham, Tellus, hvor var hans forstand, havde han bare drømt om svig ? Åh, den skarpe lyd der ætsede sig ind, var det mon en kvindes skrig ? Var det en dør der blev splintret itu af hans barske kraftige næve ? Var det hans helgen der dukkede sig, denne sjuskede angerfulde tæve ? Var det hendes elsker der flåede og sled i angst for at slippe bort ? Var det en mand hvis hoved han hamrede ubarmhjertigt ned i gulvet hårdt ?

Lo grusomt en stund af deres afmagt, men pludselig var det som om Han tænkte hæsligt på jern og hævn, der for ham var en retfærdig dom. Han bandt den nøgne Philo med bånd der skar dybt ind i hans kød, Kneblede sin skrækslagne ægteviv til der en ækel gurglen lød, Bandt hende fast med det lange hår, og tvang hende til at stå, Og slæbte elskeren hen til hende, som hun afsindigt stirrede på. I ovnens kul glødede han sit jerne, og forcerede hende med kraft Til at åbne fingrene på hendes hånd og gribe om jernets skaft. Han pressede nedad og nedad, og det sydede som fra et bål, Hun så på sin elskers dødskamp, og hørte hans skrækslagne skrål.

En gang, to gange og et tredie tvang han hende til at presse jernet ind, En gang på panden af Philo, og en gang på hver af hans kind. Så, for nu mente han at være færdig, sagde han til kvinden hårdt, Nu da du har brændemærket din elsker skal han slippe for videre tort. Tellus løste båndene og udbrød med hån, hævn og revanche jeg fandt, Og Philo , der græd af skændsel og smerte, rejste sig op og forsvandt. Philo der var smuk som Apollo, og som plejede at gøre kvinder besat, Hæslig som en anden satyr flygtede i skjul af den bælgmørke nat.

Så blev de stillet for domstolens sæde, og lovens ord var klar: “Den som skænder en andens kvinde skal bære vanærens ar, Tydeligt skal det brændes på pande og kind for alverden at se, At hver mand skal kende den skam, og frygte for hvad der kan ske. Han skal hånes af alle hvorhen han end går, og høre spottende ord, Som en hjemløs leve i afsides huler hvor kun skarnsfolk og røvere bor, Forevig udstødes af samfundet, og skjule sig hele sit liv, Sådan skal en mand fordømmes hvis han krænker en andens viv”