ALMINDA SØRINE JENSEN    ~    EN PIGE AF FOLKET

Havde det ikke været for forhenværende hjælpepræst i Lederby kirke, Niels Sivert Jappesen, havde de der alvorligt studerede folkekultur i de nordjyske sogne været fattigere på oplysninger med hensyn til viden om en fremtrædende kvinde, der havde en rig forfatterskab bag sig. Præsten havde nemlig gennem flere år udført et stort stykke arbejde med at samle så meget sammen af den visdom Alminda Sørine Jensen havde givet udtryk for gennem tiderne. At han havde fået interesse for den sag skyldes en tilfældighed, noget som mange af os nyder godt af nu.

Alminda var kendt på egnen som en meget frimodig person der altid havde udtrykt sig højligt når det drejede sig om noget hun mente var rigtigt, og det langt før hun begyndte at skrive om det i de forskellige sogneblade, og hvor ellers hun kunne finde spalteplads. Alle kendte hendes indstilling til malkemaskiner, som hun hadede af hele sit fulde bondehjerte, og selv om de fleste vel mente at man ikke kunne standse udviklingen, beundrede de hendes mod til at sige hvad hun mente var sandt. Det var netop en artikel om dette emne der havde fanget hjælpepræstens opmærksomhed, for han fandt den var fortrinlig skrevet, og at Alminda var velunderrettet om det hun talte om.

LIDT OM SIVERT OG ARTIKLEN

Da det blad der var udgivet af den organisation der beskæftigede sig med kvægavl nægtede at optage en artikel af Alminda på grund af dets indhold, havde hun tyet til hesteavlernes blad “Den Glade Hoppe”, der velvilligt udsendte den ubeskåret. Grunden til at de var imødekommende skyldes sikkert at der altid havde bestået en vis jalousi mellem de to landbrugsforeninger, der aldrig kunne blive enige om hvilke kreaturer der var de vigtigste på bøndergårdene. Jo mere de mekaniske hjælpemidler fik indpas, desto mere forstærkede hesteavlerne deres lidt nedladende synspunkter mod de andre, de brugte endda ved en lejlighed udtrykket “de dumme køer”.

Den udtalelse var naturligvis ikke Almindas mening, men hvorfor bad hun dem så om at udsende hendes artikel? Måske var forklaringen at hun sikkert aldrig havde læst et ord i det blad, og hvorfor skulle hun forresten da også havde gjort det, det lå udenfor hendes interesse, eller det kunne måske tænkes at hun, da det var i begyndelsen af hendes karriere, tog mere hensyn til hvad der gavnede hende, op så pyt med idealerne, men måske vil fremtidige forskere af Alminda bringe det frem.

Da hjælpepræsten netop havde erhvervet sig en Nordbakke, så det blev lettere for ham at besøge sine sognebørn, havde han af den grund tegnet et abonnement på “Hoppen”, og derigennem stiftet bekendtskab med Almindas beretning, hvad så igen bevirkede hans intense interesse for hendes senere skriverier. Knapt et år efter opsagde han i øvrigt sin stilling da sognepræsten døde af en ondartet mavesygdom, og fordi det blev forventet, som skik og brug var den gang, at den der arver kaldet også overtager enken, betænkte han sig med at ansøge om stillingen. Det var ikke så meget for at han nu skulle klare det hele uden den gamles støtte, men tanken om at han skulle dele pladsen i den store himmelseng med de sure og benede enkemadam, var nok til at han fik kolde fødder. Her skal nok tilføjes at i den retning havde hans fødder nu heller aldrig været rigtig varme. Men hvad den danske folkekirke tabte ved hans afgang, blev så til gengæld en gevinst for den litterære videnskab, for nu kunne Niels Sivert koncentrere sig fuldt og helt for Almindas kunstneriske udfoldelse, og det var hvad han gjorde ved at forsøge på at opstøve alt hvad han kunne om hendes forfatterskab.

Det var ikke så mærkeligt at han følte begejstring for Almindas stil og ærlighed, og det fremgår også tydeligt af hans kommentarer til artiklen i “Den Glade Hoppe”, der lige som så meget andet først blev fundet efter hans død. Når hun skrev angående malkemaskiner : At det næsten var grusomt at fastsætte kolde metal duppe-ditter på køernes patter, og koldblodigt udsuge mælken af de forsvarsløse dyr, skrev Sivert at det tydede på at hun var i besiddelse af en medfølelse for alt hvad der var levende, og uden han nøjagtig vidste hvor det stod “i den store bog”, mente han at gud havde sagt at menneskerne skulle være gode mod alle dyr, selv om han ganske vist også havde sagt at man måtte gerne æde dem. Han gav hende også ret når hun sagde, at det var det rene dyrplageri der faktisk skulle forbydes i et land med en så høj standard, som hun mente Danmark var kendt for at have.

Endnu højere priste han hende ved hendes beskrivelse om hvordan køerne skulle malkes. “Det samhørlighed der består mellem ko og malkepige når smidige fingre griber om køernes patter, og med en næsten kærlig følelse tømmer de svulmende yvere for mælk. Det lyder som den skønneste musik når indholdet strinter ned i spandene, og man kan føle den glæde koen har ved at være befriet for dens overflødighed på en kærlig og menneskelig måde, noget en maskine aldrig kan erstatte”. “Berusende poetisk” skriver Niels på sidens margin, og han gentager ordene da han læste “når man læner hovedet mod koen bug kan man høre hjerteslaget, og man forstår den taknemmelighed den giver udtryk for ved halens muntre klask, der som regel rammer nakken, men -oh- hvor det føles som kærtegn”.

Det er meget tænkeligt at Sivert havde følt noget inde i hans hjerne der smagte lidt af erotik, ved tanken om den frodighed han mente Alminda var i besiddelse af, da hun nær slutningen af artiklen skriver : “Åh, jeg kan gribe mig selv i barmen ved tanken om de uretfærdigheder der bliver begået rundt om i landet, med alle de forbandede malkemaskiner”.

Når det drejede sig om det skrevne ord var Niels en god iagttager, så det var ikke så underligt at han fandt at alt hvad Alminda havde skrevet var næsten poesi i det smukkeste form, og han havde da også samlet en anseelig bunke af hendes artikler og andet, mest fra nogle landbo blade til at begynde med, men senere da hun fik en større anerkendelse, også fra pressen i købstæder og andre tidsskrifter. Da Alminda lavede sit eget blad ORGANISTEN voksede hjælpepræstens samlinger, og langt det meste hvad han havde stammede da også derfra. Fra hendes egen hånd foreligger der kun spredte indtryk om hende selv, noget fra hendes barndom, og lidt om de oplevelser hun havde haft som malkepige på større gårde. Blandt andet en inderlig beretning om en karl der ikke kunne holde fingrene væk når hun sad og malkede, men da hun ikke var i stand til at forlade sit arbejde, der var endnu ti køer der skulle malkes, kunne hun ikke modtage tilbudet om at gå tur over i skovbrynet med ham, og som efterskrift skrev hun: “Jeg tror nok han mente det alvorligt”. I det store og hele er der altså ikke meget vi ved om personen Alminda, men hvad gør det, i den sidste instans er det trods alt mere hendes produktive tilværelse der interesserer os og fremtidige forskere af den sande litteratur.

Hun havde ikke skrevet kopier af alt hvad hun havde sendt ud, så ulykkeligvis var det sikkert havnet i forskellige papirkurve rundt om i landet, uden at komme eftertiden til gode. Men vi må være glade ved hvad vi har kendskab til, og det skyldes i første række hjælpepræst emeritus Niels Sivert Jappesen.

Alt hvad han havde samlet om Alminda var efterhånden blevet til en mindre bog, som han havde sendt ind til et bogforlag, fordi han mente det havde almen betydning, men det kom tilbage igen med den tilføjelse at den var for “folkelig”, og det var ikke så mærkeligt, for de kloge forfinede konsulenter der skulle bedømme den havde deres egen mening om de sager, og de anså altså begrebet folkeligt som noget nedværdig.

At verden alligevel fik kendskab til hans store arbejde skyldes igen en tilfældighed. Da det lille hus han havde boet i skulle nedrives efter hans død, fandt arbejderne inde på det sted der havde et hjerte på døren hele manuskriptet under en stak af gamle aviser. Om han havde regnet med at bruge bladene til det de normalt bliver brugt på dette sted, er naturlig ingen der får at vide, men det er ikke helt utænkeligt for hans skuffelse over ikke at få bogen udgivet var stor. Nu blev det reddet til gavn for efterverdenen, og som en ekstra gave var der mange sider om ham selv, så nu er det nemmere at forstå hans indstilling til Almindas skriverier. Men sommetider har man følelsen af at han glatter lidt ud på det hun skriver, og har vanskelighed med at kritisere hende for noget som han som gammel præst umuligt kan være enig med hende i.

KRITIK AF DET INDSENDTE OG ALMINDAS SVAR

Som ventet kom der mange breve til “Den Glade Hoppe” angående hendes artikel, mange roste hende højt, men endnu flere var fordømmende i deres indlæg, men det tog hun ikke særligt højtideligt, for som hun skrev som svar, at en profet ikke altid er velkommen i sit egen sogn. Der var flere der mente at det hele var temmelig ligegyldigt, og en svarede på denne måde, at mælk er mælk hvad enten det kommer fra patterne af en ko eller fra en maskine. Men de fleste angreb hende for at hun, efter deres mening, ganske unødvendigt havde udpenslet sine egne følelser om noget så banalt som malkningen af en ko, der var endda nogle der gav udtryk for, at det lød som om hun havde nogle indeklemte tanker om erotik når hun malkede, og udtrykket om “at gribe sig selv i barmen”, mente andre var ikke et sprog der burde bruges i et blad som børn kunne finde på at læse, og slet ikke på en egn hvor de fleste var anstændige mennesker der gik i kirke i alle tilfælde hver påske og jul. Uden at Alminda havde omtalt det emne i artiklen, spurgte en læser hende om hendes indstilling til kunstig befrugtning, vedrørende kreaturer altså.

Naturligvis måtte Alminda svare de der angreb hende, selv om hun følte det var unødvendigt med hendes status indenfor litteraturen, som hun mente var velkendt af de fleste, så hun gav igen.

Højstærende Hr. Redaktør (Sådan begyndte hun altid sine breve hvis hun vidste det var en mand, hvis ikke kaldte hun hende for Redaktrice).

Modtag med venlighed dette inlæg, selv om jeg ved “at ti tosser kan med lethed svare på hvad en klog kan spørge om”, vil jeg alligevel gribe pennen, og selv om det bliver kort vil jeg ikke synke fanen for sognets proselytmagere. Til de der udlægger noget andet end de nøgne ord der står skrevet, kan jeg kun sige, at det måske er jer der savner noget i jeres hjemmeliv, og trænger til noget I ikke ved af, men bortset fra det syntes jeg at I mangler forståelsen af at sommetider udtrykker en digter sig på en måde der afskiller sig fra almindelig talemåde, noget der kan være vanskeligt for jævne personer at fatte. I et samfund hvor Indre Mission har lagt sin klamme hånd på unge piger der gerne vil danse, er det klart at visse dele af menneskets lige legeme ikke må omtales som værende til stede. Til ham der spørger om min indstilling til kunstig befrugtning vil jeg blot svare, at naturligvis er jeg imod det, for det strider mod naturens ordning, og så tror jeg fuld og fast at selv umælede kreaturer har en kedelig lyst. (Her må der sikker foreligge en trykfejl, for Alminda har sikkert ment en “kødelig” lyst). I stedet for vil jeg foreslå at der bliver lavet en lov der bestemmer, at hvis en gård har ti køer skal den mindst have en tyr, har den tyve skal den have to, for ikke at belaste tyren for meget, o.s.v o.s.v. Det skulle være nok til at formere besætningen, og i øvrigt min gode mand, hvad tror du din kone vil foretrække, en kærlig omgang i sengehalmen, eller et stik af en kanyle i bagdelen.

Nu takker jeg Hr. Redaktøren for optagningen, med venlig hilsen Alminda Sørine Jensen, Forfatterinde.

På en seddel der var hæftet på artiklen med en knappenål, skrev Niels følgende kommentarer. “Kan man andet end beundre den fintfølende måde Alminda svarer sine modstandere på. Uden at håne de ubegavede, og i næsten poetiske vendinger, giver hun dem tørt på. Enden mener jeg, kan kun blive at de der senere vil indlede en polemik med Alminda, må være forberedt på hvasse ord, og ikke som denne gang i venlige forstående sætninger. Kun mener jeg, at hun burde have taget afstand fra at diskutere med en mand om noget så intimt som forplantning.