ALMINDA SØRINE JENSEN

BREV FRA ALMINDA TIL EMMA

Dette er et brev som Emmas søster Vilhelmine overgav til hjælpepræsten Niels Sivert Jappesen, da hun havde hørt at han flittigt samlede på alt der vedrørte Alminda. Det er ikke dateret, men da konvolutten er bibeholdt kunne man se at adressen var den hvor Emma havde været husholdersker for en enkemand i et nærliggende sogn. Hun blev i øvrigt gift med ham, men det blev kun til et kort ægteskab, for kun seks måneder efter at de havde fået præstens velsignelse døde hun i barselseng. Jappesen har ikke ment at det rigtige navn på bonden skulle offentliggøres, på grund af brevets intime indhold, så han havde brugt et andet.

Det var tydeligt at se at brevet var et svar på et som Emma havde sendt til Alminda, hvor hun havde bedt om råd vedrørende personlige forhold, men dette brev er aldrig blevet fundet. Her kommer altså Almindas brev.

Kæreste søster !

Jeg ved godt du ikke er min rigtige søster, for vi har jo forskellige forældre hver for sig, men man kan godt bruge den betegnelse når det drejer sig om to af det samme køn, hvis det ikke er benyttes broder i stedet for. Jeg skriver det så uførlig så du kan forstå hvad jeg mener, med viden om at du ikke ser dig i stand til at beskæftige dig med sprogets finesser på samme måde jeg er nødt til det som forfatterinde. Men jeg føler altså søsterlige følelser for dig her i denne for dig så svære tid, og jeg vil forsøge på at trøske dig med veludvalgte ord og andre pæne tanker. Da jeg læste dit brev fik jeg nedtrykte tårer i begge min øjne på grund af indholdet som jeg så måtte dryppe med noget jeg har købt oppe i Brugsen til det brug.

Men først må jeg undskylde dette brevs frygtelige forfatning, med de mange klatter og andet som ingen betydning har med hensyn til dets indhold. Som du ved har jeg altid været meget ømfindig med hvad jeg skriver, (i min proffession må man være særdeles påpasselig med hensyn til skrift og udseende), men jeg købte en pen af det fineste stål oppe hos uddeleren som er ubrugelig at arbejde med. Bare jeg stødte denne for hårdt i blækhuset krydsede spidserne sig uden varsel, og opdagede jeg det for sent blev resultatet en stor klat som ikke pynter på et ellers velskrevet brev.

Da du jo ved at der snart er to kilometer op til Brugsen i hurtig gang og det var nær ved lukketid, måtte jeg vente til dagen efter med at gå derop og true ham med at jeg forlangte erstatning for tort og svigen, hvis han ikke gav mig gratis uden betaling en ny pen i stedet for den der ikke duede med skriftelig garanti. Da han jo kender mig som en betydelig forfatterinde der har indflylelse overalt i sognet på grund af min produktion, indså han at det var det klogeste at give mig medhold, så jeg fik hvad jeg forlangte uden tøven eller anden betaling.

Men tilbage til dine problemer, lille Emma, det var da en frygtelig nyhed at få, at du har nedkommet med et dødfødt barn der ikke var levende, men det var sikkert det bedste der kunne ske når ham der var far til barnet (efter hvad du siger) ikke vil anerkende det. Jeg føler dybt med din skæbne, med hvad du har måttet gennemgå, og du ved at du altid kan søge gode råd hos mig som du jo altid har stolet på, og været klar over at jeg aldrig vil dømme andre mennesker for hårdt, men altid har prøvet på med en medlidende instilling at forstå den situation de befinder sig i til tider.

Men du må da, søde Emma, indrømme at det var frygteligen dumt af dig at stole på ham, fodermesteren, for uden tvivl må du have hørt om hans tidligere røgte, der fortæller at det var ham der bragte en malkepige hvor han tjente i sørgelige omstændigheder som han kun slap godt fra da pigens kæreste lovede at gifte sig med hende trods det at han kendte sandheden. Nej, du skulle aldrig have gået med ham ind i hans kammer efter grundlovsfesten, selv om du udskylder dig selv med at han kuns ville vise dig nogle fotografier af hans forældre og søskende, for, som han sagde, at det var en god måde at lære dem at kende på inden I forlovede jer.

Den ville jeg aldrig have gået for, men jeg har jo også læst bøger om det emne, og det skulle du også gøre, selv om det i dette tilfælde er for sent at lukke brønden efter at barnet er dumpet ned i den. Samtidigt med er jeg også velberejst, ikke mindre end to gange har jeg været ved Vesterhavet, og besøgt mange af sognene her i landsdelen for at holde foredrag om malkepigernes liv der er stor i omfang, det udviger ens forstand i mange retninger som er nødvendig for at blive en dannet personlighed der ikke falder for enhver mandfolk som lover en guld og grønne skove.

Det er godt for dig at nu har fået plads hos gårdejer Jansen, og så oven i købet som fortrolig husholderske der kan gøre nytte både her og der. Jeg har kun hørt godt om ham, lige med undtagelse af at han en overgang drak temmelig kraftigt oppe på kroen, men han misbehandlede aldrig salig Fru Jansen af den grund medens hun levede, efter hvad der siges, og han har altid behandlet sine malkepiger på en anstændelig måde. Du skriver at han er begyndt at intresere sig for dig om aftenen når du sidder og strikker eller stopper hans sokker og han læser i Landbrugernes Almernak medens han damper på sin lange pibe, og sommetider blæser røgen hen imod dig som om han vil fortælle dig noget. Du spørger i dit brev om jeg tror det betyder noget særligt, men det ved jeg naturligvis ikke noget om, jeg er jo ingen magister (det er en tankelæser) der kan finde ud af noget på afstand uden selv at være til stede, men hvis det gør er det ikke det værste der kan ske for dig.

Men søde Emma, hvis det skulle komme så langt må du lægge din stædighed til side, og ikke altid vil have ret i enhver henseende, for jeg kan huske fra da vi var børn at du næsten altid ville bestemme. Særligt erindrer jeg det fra når vi legede “Tornerose”, du ville altid være prinsessen der var et vakkert barn som prinsen reddede ved at springe med sin hest over tjørnehækken, og det selv om vi andre børn syntes at en prinsesse skal have lyst hår, og dit var mørkt. (Jeg selv havde det smukkeste lyse hår, men jeg blev aldrig prinsesse for det ville du være). Jeg ved godt du har forændret dig selv efter du er blevet voksen, men hvis der sidder noget af det tilbage må du passe på at det ikke kommer til udbrud. Det er for dit eget gode at jeg nævner det her i brevet, for jeg ønsker sådan for dig at du må blive lykkelig, og få en god fremtid efter dine ubehageligheder med barslen.

Selv om jeg ved at dette er et fint og velskrevet digt der kommer som afslutning på brevet, som jeg måske kunne sælge og tjene mange penge på hvis jeg ændrede dit navn, Emma, til et lidt pænere, som for eksempel Shirly, vil jeg ikke gøre det offentlig, for det skal tilhøre dig alene kære veninde, fra en der forstår at forme ord som giver forståelse og sand mening.

TIL EMMA

Om også du har snublet over stok og sten,        behøver det ikke at skabe varig meen,        hvis du betragter det som livets huskekage.        Men prøv at forstå,        at hvis du passer på,        kan du nemt vinde din uskyldighed tilbage.

Så derfor vil jeg venskabeligt anbefale dig,        at ikke mere vandre på en mørken landevej,        så varer det ej længe før lysets stråler glimter,        hvis du vil være god,        og ikke tværtimod,        da foran dig du atter livets glæder skimter.

Når den tid kommer er alting uforgjort,        så du igen kan lave både småt som stort,        som glemme ham, og finde dig en anden.        Mit råd skal være,        pas godt på din ære,        eller måske gifte dig med enkemanden.

Det sidste er nok det bedste der kan ske,        for fra at være ude i den kolde sne,        til det at blive ærbar gårdmandskone,        er et fremad skridt,        der kun vil koste lidt,        men er som at bytte malkestol med trone.

Ja, du ved godt selv at du var været slem,        den gang du åbnede din kammerdør på klem,        og for dette må du dig da virkeligt skamme.        Men jeg kan godt forstå,        hvis du tænker som så,        at med Hr. Jansen er det ikke helt det samme.

Med søsterlige hilsener og held og lykke fra din kærlige veninde,

Alminda Sørine Jensen, forfatterinde og udgiver af ORGANISTEN.