ALMINDA SØRINE JENSEN

ALMINDA SKRIVER OM SPORT

Der havde været en sportsfest i Almindas by, som hun havde refereret i ORGANISTEN til forbavselse for mange af hendes læsere, for, som hjælpepræst Niels Sivert Jappesen skrev i seddel som han havde heftet til artiklen, det er en hel ny side af Almindas store evner som ingen havde vist noget om førhen. Han beundrer hendes viden og kendskab til sporten, men da han aldrig selv havde foretaget noget i den retning, med undtagelse af at han havde spillet en omgang kegler da han gik på præstseminariet som ung, kunne han ikke kommentere nærmere om hendes nye interesse. Men så til gengæld roste han hende for hendes velformede digt, hvor han mente at kunne spore en elegant beundring for ridderturneringerne fra middelalderen hvor lanse stødte mod lanse, når hun omtalte ringridderfesten på sin flotte elegante måde. At hun også samtidig med fik lejlighed til at beskrive en ung piges følelser over for en af deltageren, viste hendes store evne til at fortælle om sand kærlighed.

REFERATET

Der var en dejlig solskind da folk strømmede ud mod festpladsen, entreen var gratis så folk ikke skulle betale noget for noget som helst for at overvære den, men mange havde købt små flag som Gårdejer Jens Poulsen havde fået lov til at sælge fordi han ud af venlighed havde stillet sine marker til rådihed for festen, imod at han skulle rense den først hvad han ikke havde gjort til meget genering for sportens udøvere.

Indmarsen var en lidt blandet forestilling ved det til at de der havde arangeret det hele havde blandet sportsfolkene og folkedanserne sammen med dem der skulle ride i ringe ridning som havde svært ved at beherske deres heste så børnene blev bange. De kom syngende ind til melodien af “Jeg elsker de grønne lunde” hvad jeg heller ikke synes var en god sang til det brug når man skal gå i takt hvad de heller ikke gjorde på grund af den trevne musik. Jeg havde da også flere måneder i forvejen indsendt til festkomiteen en sang som jeg havde skrevet til den dag som var mere var passende. Den gik til toneren af den gamle bondesang: “ Helt tungt han efter sig foden drog”, men den havde de afslået fordi de mente at den ikke var biseksuel nok da der både var piger og karle blandt deltagerne, for den handlede kun om en eneste husmand. Jeg vil ikke trykke teksten her for det kan godt være at den bliver brugt næste år til sportsfesten i vores nabosogn, og hvis så dem her i byen bliver midsundelige af den grund har de selv været ude om det, men jeg syntes det er tarveligt at behandle en af byens berømtheder på den måde.

Fodboldkampen mellem hjemmebyen og et fra et andet sogn var dagens store begivenhed, blev spillet om eftermiddagen efter at folk havde spist deres medbragte madkurve, eller det de havde brunget i skotøjsæsker. Men igen havde arrangørerne lavet en faddæse, fordi at samtidig med at der blev spillet fodbold lavede pigerne gymnastiske øvelser på marken ved siden af i kjoler jeg syntes var alt for korte og udsømmelige. Men det syntes mændene ikke for de skiftede til at se på det ene og det andet af begge køn. Jeg så lidt af gymnastikken men da der ingen malkepiger var med, kuns gårdmandsdøtre og andre af finere stand, mistede jeg interesen for det. Iøvrigt synes jeg ikke det ser pænt ud med bare ben og arme helt op til lårerne der spjætter omkring, og særligt ikke når pigerne har fremhævet deres former af noget der er meget intimt, for dem ser jeg nok af når jeg malker.

Nej, så vil jeg hellere se på en fodboldkamp hvor djærve karle sparker til en bold eller nikker med hovedet der sommetider ryger i mål til ærgelse for halvdelen af spillerene. Desværre tabte hjemmeholdet med ti mål mod et som var det man kalder for et selvmål, fordi en af dem vilde fra udeholdet forsøge at lægge bolden tilbage til målmanden, men som ikke fik fat på den på grund af at bolden var fedtet fra noget af det griseri der var på pladsen, da 25 af ejerens køer havde græsset på marken dagen i forvejen der ikke var renset for kokager. Man kunne også se at spilleren sommetider gled når de løb, og det var værst for hjemmeholdet for de andre havde alle fodboldsstøvler med nogle pløkker på underneden så de bedre kunne stå fast når de rendte, og det havde de fleste af vores ikke. Der var også en anden grund til at de vandt, og det var fordi de hele sommeren havde haft en træner der skulle undervise spillerne i at gøre det rigtige. Han var en som en rig proprietær havde ansat alene af den grund der var fritaget for det grovere arbejde på gården, bare for at lære dem i det sogn at spille fodbold så det var ikke så mærkeligt at de var dygtigere til det end vores.

Ringe ridning stammer helt tilbage til middel alderen hvor ryttere forsøgte at støde andre af hesten med lanser for at vinde de adelige pigers gunst. Nu da vi er blevet mere humane skal de ridende ramme en ring der hænger oppe på et stort stillads, og den der er bedst til det vinder en sølvpokal og de fleste steder også en Plovmand, der som bekendt har en værdi af 50 danske kroner der er mange penge for en fattig karl. Da jeg synes det er en intresant sport har jeg skrevet et digt om det, hvor jeg også får anledning til at fortælle om en ung piges hengivenhed til en af de ridende.

Da jeg ved andre lejligheder hvor jeg har skrevet nogle gode digte er blevet hensynsløst udbenyttet af nogle snyltere der uden min tilladelse har læst dem op i forskellige forsamlingshuse, uden at fortælle hvem der har skrevet dem, advarer jeg dem hermed mod at gøre det samme med dette da jeg ellers må gå rettens vej for at beskytte min kunst.

Hvis de havde bedt mig ville jeg for rimelig betaling havde gjort det selv, og bedre end andre kan gøre det, for jeg ville kunne lægge hele min sjæl i det hvad andre umuligt kan, for kun den der har lagt sit ansigts sved i den forstår den helt.

RINGE RIDNING I EN UNG PIGES ØJNE

Se hestens bringe rejser sig mod sky,        og rytteren fatter om sin store lanse,        der er ringe-ridning i vor lille by,        med sport såvel som andre folkedanse.

Nu springer hesten frem mod stangens ring,        men bremser brat som vil den karlen trosse,        den snøfter lidt og drejer sig omkring,        og rytteren mumler højlydt: “Pokkers osse.”

Han prøver atter, og denne gang med glands,        han rammer ringen lige midt i pletten.        Ned stiger han og klapper hestens svans,        og han hilser stolt og svinger med kasketten.

Vi klapper af begejstringens bæger fuld,        så larmen helt op til himmelen stiger,        og beder til og håber at han må vinde guld,        for han er kendt af alle byens malkepiger.

Han arbejder som karl på den samme gård        hvor jeg nu tjener som stue og malkepige,        og hvis han bliver konge og første prisen får,        så kan han få i tilgift mit hjerte med tillige.

Så vil vi pjanke sammen og sværme tiden hen,        og danse kind mod kind igennem hele natten,        for det er snart på tide at finde sig en ven,        når man i næste måned fylder hele atten.

Den næste ser ud til at være overlejen og kry,        men ham er der nu ikke mange der glor på,        for han kommer slet ikke fra vores egen by,        men fra et andet sogn helt deroppe nordpå.

Men han kiksede da også tre gange i en rad,        så nu er han gudske lov ude af konkurencen,        men at klappe af den grund så fro og kisteglad,        er ikke pænt, og der sætter jeg nu grænsen.

For det er vist nok kun et meget dårligt tegn,        i sportens verden såvel som her i livet.        Men at man hyller mest dem fra ens egen egn,        det er naturligvis da også klart og givet.

Men Kongen blev kun kåret til den fine rang,        på grund af snyderi og med snedige finesse.        Dronning blev hans pige, og jeg blev ikke engang        i det mindste så meget som bare Kronprinsesse.

Folkedanserne var også en oplevelse der var værd at overvære, særligt på grund af pigernes tækkelige påklædning der ikke viste noget bart, og karlenes stoute optrædning. De dansede alle de kendte gamle danse som “Bette mand i knive”, “Den toppede hane” og andre Reinlænderpolkaer som de udførte med stil og værdighed. Helt at undgå fejltagelser var sikkert umuligt, men det tog tilskuerne med godt humør og luneri, som for eksempel den gang de dansede en runddans og skulle til slut mødes for at danse en vals, at det skete der var to piger der kom til at danse sammen hvad jeg altid har ment var i strid mod naturens ordning, men da det resulterede i at det også blev til at to karle gjorde det samme synes jeg at de burde øve dem mere før de optrådte offenlig. Ham der spillede violin til dansene gjorde det ganske godt, det var sikkert ikke hans skyld at han og de dansende ikke altid ophørte på samme tid.

Det var i store træk hvad der skete under sportsfesten, men der var også andet der tiltrak de fremmødte til. Der var en isbod hvor man kunne købe is, i stænger eller vafler som man skulle spise inden sommervarmen smeltede det så man grisede sin kjole til, hvad ikke gjorde så meget for de der kom i deres daglig påklædning, og ikke som mig der havde festklædt mig i en af mine pæneste kjoler. Det er jeg simpelthen nødt til på grund af at jeg er personligt kendt i byen, hvor mange har hørt om min flittige forfatterskab som havde fået mange rosende ord fra mange sider.

Der var også en bod hvor man kunne købe forskellige minder om festen, polerede sten og små broderinger i rammer hvor der stod “Hvad er et hjem uden en moder” og andre pæne ting fra familielivet som jeg syntes skal sættes højt. På et stort skilt stod der at overskuddet gik til velgørende formål, men det skulle man vist ikke tage alt for højtideligt, for da jeg spurgte en derom sagde hun at det gik til fælles kaffebord om aftenen for de der havde arrangeret sportsfesten.

Nede i den helt nederste del af pladsen løb der nogle sortsnuskede børn omkring der var afkom af en taterfamilie der havde opstillet en karrusel, som nogle af byens drenge fik til at bevæge sig ved at løbe rundt og rundt for at tateren kunne tjene penge på det som de sikkert drak op om aftenen før de tog afsted til den næste by. Som en udøvende kunstner der er nødt til at forske alle livets hændelser, betragtede jeg det som en pinlig pligt til også at besøge denne form for underholdning, så jeg gik derned som en afslutning på dagen. Der var kun ganske få til stede så karrusellen stod stille uden at køre rundt, men ved min ankomst så jeg at ejeren med en håndbevægelse bød drengene om at starte den. Selvom han ikke kendte mig havde han måske anet på grund af min påklæning, at hvis jeg tog en tur ville andre følge med men det havde jeg ingen lyst til for jeg hader den slags gøgl, der kun gør folk rundtosset i hovedet og andre steder der berører nerverne.

Hen imod aftenen var der dans og andet fyrværkeri, men det havde jeg hverken tid eller lyst til at deltage i, jeg skulle hjem og skrive denne artikel, medens jeg endnu havde det i hovedet som godt kan blive glemsom hvis jeg venter til dagen efter.