ALMINDA SØRINE JENSEN

ALMINDA DIGTER OM SMØR

“De Forenede Mejerier” havde indbudt til en konkurrence om hvem der kunne skrive det bedste digt til smørrets pris. Alminda havde indsendt nedenstående, der forefandtes i hendes blad “ORGANISTEN” nummer 18. Hun vandt ikke første prisen, men kun “hæderlig omtale”, hvad der i øvrigt ikke passede hjælpepræsten, for underneden artiklen havde han skrevet: “ Alle de andre indsendere havde svælget i ord som “ Den gyldne drøm”, og “Livets sande saft”, og ikke som Alminda, behandlet det på en hverdagsagtig måde så folk forstod hvad hun mente.

SMØRRETS PRIS

Overalt i Jylland, men også på Øerne,        pigerne malker mælk ud af køerne,        der bagefter bliver renset og siet,        og køres afsted hen til mejeriet.

Derinde bruger de forskellige metoder,        til at forandre den til andre goder,        der ikke ligner det der blev leveret,        noget bliver smør, og en del pastoriseret.

Smørret bliver pakket i store dritler,        af de raske mejerister i hvide kitler,        der så bliver sendt til England i hast,        for det elsker de derovre til deres brickfast.

Men der er dyrt så kun Lorder og Baroner,        har råd til at købe det med engelske kroner.        De fattige må, som her, i den bitreste nød,        spise margarine på deres fedtebrød.

Det gør mig så ondt at jeg harmes derved,        at jeg der har malket det i mit ansigts sved,        og det bliver vel til tusindvis af spande,        bare bliver sendt væk til fremmede lande.

Hvis kun vi havde den mindste forstand,        spiste vi det hele her i vores land,        for så sandt som mit navn er Alminda Sørine,        er smør langt sundere end margarine.

Redaktricen