ALMINDA SØRINE JENSEN

FORENINGEN

Nedenstående stammer fra “ORGANISTEN” nummer 16, men da det var dateret Juni og Juli kunne det se ud til at i stedet for at udkomme hver måned som det plejede, kom det nu kun hver anden. Da ikke alle numrene eksisterer vides der ikke noget om hvornår forandringen er sket, men noget kunne tyde på at salget af bladet var for nedadgående, og måske var det Almindas hensigt med sin nye interesse at få ændret det, for, som det fremgår af artiklen, de to ting står i forbindelse med hinanden.

Men at hun idet hele taget bringer artiklen i dette nummer er også mærkeligt, for det møde hun omtaler blev afsluttet på en brat måde på grund af en uoverensstemmelse. Måske havde hun allerede besluttet at bladet ikke ville udkomme i August, så hun var nødt til at udsende det nu før den bebudede stiftende generalforsamling i September, for at læserne på denne måde kunne få kendskab til planerne. Men det vil sikkert aldrig blive opklaret, for intet sted i senere blade er sagen omtalt, så det hele er måske gået i vasken.

Mærkværdig nok er der ingen kommentarer fra Hjælpepræstens side, for det plejer der altid at være, enten på margenen eller på en vedhæftet notat, men måske syntes han slet ikke om hendes planer, og mente at hun kun skulle beskæftige sig med sin litterære virksomhed, som han jo var en stor beundret tilhænger af.

MEDDELELSE TIL ORGANISTENS LÆSERE OG ANDRE INTERESANTE

Søndag den tyvende September vil der blive afholdt et møde i forsamlingshuset i Snorkested for karle og piger af begge køn der er arbejder på gårdene i sognet. Tanken er at lave en forening for disse, der skal prøve på at forbedre forholdene på deres pladser og andre kulturelle foranstaltninger gennem oplysende foredrag, sanglege og fællessang som vi alle skal synge med på tid efter hinanden. ( Højskolesangbogen bedes medbrungen.)

Igennem et stykke tid har fem personer, tre karle og to piger, med udgiveren af dette blad i spidsen, afholdt møder for at tilretteligge de endelige planer om foreningens hensigt og love som vi håber på vil blive godkendt til mødet i September. Vi vedtog der, blandt andet, at ORGANISTEN skal være et led mellem foreningen og medlemmerne, så det er uhyrelig vigtigt at læse bladet for at være orienteret om hvad der skal foregå i fremtiden.

For ikke at komme i konflikt med myndighederne og børneforsorgen, bestemte vi at sætte aldersgrænsen for at blive medlem til 16 år (eller vis de fylte det i det år de blev medlem). Der blev ført en temmelig livlig diskusion om dette emne, da nogle mente at pigerne var på en ganske bestemt måde ældre i den alder end de unge karle, så der burde være en forskel i den retning. Men det blev ikke vedtaget ved en hemmelig afstemning, på den måde at på et stykke papir skulle deltagerne skrive sit Ja eller Nej, hvorefter de blev smidt ned i en hat og rystet godt. Jeg fik den ære at oplæse resultatet, og selv om afgørelsen var modsat det som jeg mente var det bedste, og jeg ved at den anden pige havde den samme opfattelse, var jeg glad ved at vi levede i et demokratisk land hvor man kan stemme sig til rette på hemmelig måde, og ikke som andre steder hvor man bare får et nakkeskud gennem hovedet, eller det er værre, hvis man ikke retter sig efter flertallet.

Da jeg var den eneste intelektulle imellem os, og de andre godt kendte mine evner til at udforme, havde de i forvejen bedt mig om at tænke på et navn for foreningen, og fremkomme med en motto der skulle stå for vores idealer. Det havde jeg tænkt meget på i de forgåene dage, og da jeg sikkert er mere følsom end de fleste ønskede jeg ikke at ordet tjenestefolk blev brugt i den forbindelse (det er et nedladende udtryk der stammer tilbage fra den tid da arbejderne på gårdene var under svøben af ridefogeden, og hvis de ikke gjorde hvad han befalede satte han dem bare op på en træhest, som sikkert var værdst for kvinderne på grund af deres anatomiske forskel fra det andet køn). Derfor ville jeg kalde den for “Gård Assistenternes Selskab”, som kunne forkortes til G.A.S., og som motto “ Værn Om Din Ære“

Men det blev ikke vedtaget, for de tre mandfolk i kometeen mente at mottoet lød for kvindeagtig, og navnet med forkortelsen til GAS var de bange for at folk vilde misforstå, for det var blevet brugt særligt i byerne som et ord der blev sagt når folk ville lave grin med en person. Da jeg naturligvis ikke kommer i de plebajer kredse kendte jeg ikke slangen, men de forklarede at “der blev taget gas på en anden”, hvis de ikke helt mente det de sagde.

Det var en stor skuffelse for mig, der havde tilbragt søvnløse timer for at finde det rigtige, da resultatet af afstemningen blev læst op. Men da det igen viste sig at det var mandfolkene der havde stemt imod, forlangte vi to piger nu at vi ønskede en anden af vores køn i kometeen, hvis vi i der hele taget skulle fortsætte, så vi var lige fordelt med tre på hver side. Der var en af karlene der sagde at han troede nok at hans kæreste godt ville være med, men det modsatte de andre sig, og særligt pigerne, hvor en af dem (forfatterinden til denne artikel) udtalte at hvis en pige i omstændigheder, som nemt kan ske, måske ville stemme på det som karlen ønskede i stedet for som kvinde, hvis han til gengæld lovede hende for eksempel forlovelse eller noget andet godt hvis hun rettede sig efter ham. Det kunne de andre godt se det fornuftige i, men da vi ikke sådan på stående fod kunne finde en var vi nødt til at slutte mødet af i utide. Jeg opfordrer derfor her i bladet at en anden pige vil melde sig frivillig, så vi kan få gang i foretagenet igen under lige vilkår. Vedkommende må have et godt omdømme og skal helst være i stand til at læse og skrive. Vi må så arbejde dobbelt håret hvis vi skal være færdige til det planlagte møde den tyvende September.

Da jeg som bekendt altid arbejder forud for min tid, har jeg allerede digtet en sang der skal prise vores nye forening, og for at glæde læserne vil jeg bringe den her. Det har den fordel at på måde vil flere kende ordene i forvejen inden mødet, så det bliver meget lettere for dem at synge den hvis de kan den udenad. Jeg er sikker på at den hurtigt vil blive kendt overalt i sognet, for når noget handler om hjemegnen, og ordene er velformede piger på malkestolen og karlene i stalden vil sikkert mange synge den med liv og lyst.

Jeg benytter også digtet til at advare de unge fra landet mod at søge ind til byerne, og selv om det ikke er første gang vil jeg og ORGANISTEN i fremtiden vedblive med at skrive om det. Men selv om min indflydning er stor, er der stadigvæk mange der lader sig lokke til at søge derind. De unge rødmossede karle forvandles hurtigt til blege fyre, der på grund af mangel på frisk luft hurtigt kan få tuberkolose og andre mavesygdomme som de sommetider dør af. Men det er snart værre for de unge piger, der tit møder en slibet fyr der udnytter deres udskyld som de kan få kønslige sygdomme af, eller måske det der er værre. Jeg vil senere uddybe det nærmere i mit blad, men jeg syntes blot at en lille advarsel i digtet er på plads.

Mel: Jeg elsker de grønne lunde

Jeg elsker de smukke egne,        hvor markerne dufter af hø,        jeg lede kan godt alle vegne,        men her vil jeg leve og dø.

Hist ser man karle og køer.        der æder det frodige græs,        og malkende ungpige møer,        imellem ænder og gæs.

Ja, livet herude på landet        er alt hvad vi skønner på,        vi savner slet ikke det andet        vi ellers i byen kan få.

De er så frivole derinde,        i byen med larm og støj,        at dyden er svær at finde,        det ser man på deres tøj.

De går rundt i nogle klæder,        på mini - korte - maner,        der røber intime steder.        Hvornår man mon enden ser ?

Og ungdommen står og pjanker,        og ryger på stram tobak,        hvad der er i deres tanker,        blir sagt i rendestens-snak.

Ja, sikke et sprog de haver,        for dem er det ingen kvalm        at prale med hvad de laver,        om natten i sengehalm.

Det er en modbydelig vane,        som kun hører byen til,        at bringe den slags på bane,        er der ingen herude det vil.

I piger og karle vær glade,        for livet her hvor vi bor,        og ikke i en støjende gade        hvor udkrudt florererende gror.

Vi ønsker at højne tiden,        i bøndernes ungdoms-hær,        og kæmpe mod alt der er skiden,        så livet blir mere værd.

Hvis I har den samme mening,        som det der her skrevet står.        da tilmeld jer vores forening,        så vi sammen glæderne får.

Redaktricen