ALMINDA SØRINE JENSEN
 
VEDRØRENDE EN DANSK FESTDAG
 
Det er ikke fordi hjælpepræsten nogensinde undlod at prise det som Alminda havde skrevet, men da han havde læst følgende hyldest til en mærkedag i den danske historie, gik han næsten over gevind i sin rosende omtale over den måde Alminda havde belyst dette emne i den danske historie. Denne artikel med de smukke vers, og særdeles de der priser det danske kongepar, burde være noget der skulle stå i de danske børns lærebøger, skriver præsten på en seddel der er vedlagt artiklen fra ORGANISTEN, for han giver Alminda ret i hendes betragtninger om den manglende viden vedrørende dansk historie, særligt blandt børn og unge, er meget beskæmmende. Men selv om han priser artiklen i sin helhed, kan han alligevel ikke lade være med at putte et par dråber malurt i bægeret, når han beklager sig over at Alminda undgår at bringe det guddommelige ind i billedet, undtaget i en ganske lille bemærkning, for, som han skriver, uden HANS vilje ville alt have været anderledes.
 
I ANLEDNING AF GENFORENINGSDAGEN
SKREVET AF EN NATIONAL TÆNKENDE DANSK KVINDE.
 
Netop i denne måned kan man feriere en af Danmarks store festdage, og her tænker jeg på Genforeningensdagen, som af en eller anden mig ukendt grund nu er mest kendt som Valdemarsdagen, hvor folk køber små dannebrogsflag som de sætter i knaphullerne hvis de er mænd, hvis de ikke er det hæfter de dem på med nåle på kjolerne hvis de er kvinder. Jeg kan ikke forstå hvorfor de har blandet de to dage sammen til en i almenakkerne, for folk bliver forvirret af hvad dagen hedder når man gerne vil vide det, og det er ikke let hvis man ikke ved hvem den Valdemar var der er tale om. Selv jeg der i mange år har studeret kongerækken er ikke helt klar over hvem der hentydes til, og så kan man godt forstå at de der er udvidende ikke ved om det var ham med prinsesse Tove (der døde i barselsseng eller som andre siger blev skammeligen myrdede af dronningen fordi kongen elskede hende mere end som hende selv), som de kalder Atterdag, eller ham der hedder Sejr fordi han vandt næsten alle de krige som han begyndte på, og særligt den hvor Dannebrog faldt ned fra himlen fordi gud og englene stod på deres side imod hedningerne. Men hvorfor i det hele taget blande de to ting sammen så folk ikke ved hvad man ferierer for? Der er mange andre dage om sommeren som folk kunne hædre en Valdemar på med en halv fridag som de kun bruger til at samles ude i skoven og drikke øl så mange bliver fulde af det. Jeg mener vi skulle bibeholde Genforeningsdagen, for den symbolliserer en hændelse hvor vi fik tabt land tilbage hvor den hørte hjemme, ved hjælp af de kongelige majestæter og andre der også fortjener tak for deres dåd. Det er grunden til at jeg har skrevet denne hyldest digt, i håbet om at folk kan tænke nationalt igen.
 
Jeg har ikke noget imod at denne artikel bliver trykket op i andre sandhedskærlige aviser, hvis man skriver under på under neden hvem der har skrevet den, så ikke en anden får ufortjent ros af noget han eller hun ikke selv har forfattet i sit ansigts sved.
 
TIL KONGEN I FULD ÆRBØDIGHED
 
       Han red over grænsen på hviden hest,
       Hvor stolt han da monne være,
       Det danske folk var iklædt til fest,
       For borte var nu den fremmede gæst,
       Der havde trådet på Dannernes ære.
 
       Hvor modig sad han med sværdet om lænd,
       Og hilste på hele folket med hånden,
       Der råbte hurraråb tilbage igen,
       Til den rankeste af alle de danske mænd.
       Her følte man fædrelands-ånden.
 
       Bagefter kom hende på en fyrrig valak,
       Dronning Alexdrine den ædleste kvinde,
       Hende skylder vi også vor ydmyge tak,
       For selv om hun kom fra det fjentlige pak,
       Er der ingen mere dansk end som hende.
 
       De gæve unge prinser, Frederik og Knud,
       Kom bagefter ridende side bag side,
       Spontand brød glædelige bifaldsråb ud,
       For om Danmarks fremtid bragte de bud,
       At det fra i dag er forbi med at lide.
 
       Kolonner af adelsmænd kom ridende på hest,
       Efterfulgt af borgere i rækker så lange,
       Alle var smukt pyntet med jakke og vest,
       Den påklædning syntes de medhørte til fest,
       Og i kor sang de sammen de danske sange.
 
       Landet jublede af glæde så det var en fryd,
       For hver eneste ærlige Dannemands øre,
       Nu endeligt genvandt vi landet mod syd,
       Og det helt uden rænker eller anden snyd,
       Det var stemmerne alene der lød sig høre.
 
       Dog fik vi nok af vort gamle land?
       Det er et spørgsmål der stadig er åben,
       For Ejderen burde være vor grænse for sand,
       Det er dog muligt at det gendvindes kan,
       Men det skal sikkert nok gøres med våben.
 
       Som en drøm ser jeg for mig en hærskare stor,
       Med Kong Christian i spidsen for en skare,
       Der drager mod syd der hvor falskheden bor,
       For at fjerne hver eneste af de fjentlige spor,
       Der altid har redet vort land som en mare.