ALMINDA SØRINE JENSEN
 
BEMÆRKNINGEN AF PRÆSTEN OM EN ARTIKEL
 
Her beklager hjælpepræsten sig igen over at han ikke kunne finde ud af fra hvilken tidspunkt nedenstående artikel stammer. Det er irriterende, skriver han, når man gerne vil følge Almindas litterære udvikling i kronologisk orden, men her hvor denne står på på nogle løsrevet blade er det umuligt at finde et spor der fortæller om nummeret på ORGANISTEN, for det eneste der er på bagsiden hvor hun slutter sit indlæg, er en annonce fra brugsforeningen, og en kort omtale om løsgående hunde.
 
Men han roser artiklen i sin helhed, for den viser, skriver han, Almindas store hjerte når det gælder om at hjælpe andre med hvad de ikke selv kan klare. Ganske vist er han ikke enig med hende om hendes betragtninger vedrørende militæret, for han ved at folkekirken påbyder ved visse lejligheder at kirken skal velsigne fædrelandet, regeringen, kongen og hele hans slægt, og da militæret skal værne om dem kan man ikke omtale den på den måde Alminda gør det, hvis man vil kalde sig en god national dansker. Men han tilgiver hende alligevel, for, som han skriver, en digter sjæl kan tit være så uligevægtig, at den får en sådan person til at skrive noget som vedkommende i virkeligheden ikke mener.
 
FRA ORGANISTENS BREVKASSE
 
En person beder mig om hjælp i en sag som hun mener at jeg, i min egenskab af digter og udgiver af et blad bedre kan klare end hende selv, og da jeg som sædvanlig ofrer en villig hånd lovede jeg hende det. Hun beder mig om at ikke oplyse hendes navn, altså være anomymet som man siger, så det vil jeg så heller ikke gøre, og det er ikke fordi jeg vil fornærme indsenderen, men røgterne havde løbet i forvejen så de fleste i sognet er vist klar over hvem personen er. Men her er hendes egne ord.
 
Kære Redaktrice
 
Sagen går nogle måneder tilbage da militæret havde efterårs manøvering her i sognet, at jeg en aften kom hjem meget træt for jeg havde haft to vaskninger den dag der begge var store, for det er det jeg tjener mit livsens brød på at vaske for folk der har råd til at betale mig. Da jeg manglede noget fra Brugsen bad jeg min syttenårs datter om at cykle derop og købe det, og stor var min overraskelse da hun kom hjem for da havde hun en soldat med på stangen. (Det er en herrecykel for den havde tilhørt min salig afdøde mand, altså min datters far).
 
Hun forklarede mig at han havde sittet på en grøftekant, ved det at han i kampens hede var kommet væk fra sit regiment og nu var både træt og sulten, og så spurgte han hende om hun troede han kunne hvile sig lidt hjemme hos os før han drog videre på sin eftersøgning. Hvad skulle jeg arme kone sige? Nægte ham en godhed eller jage ham på porten? Det var ikke let, men så besluttede jeg af mit kristne hjerte at han i det mindste kunne få en bid brød først, og så kunne vi se tiden and. Måltidet tog længere tid end jeg havde regnet med, for jeg skal lige love for at han tog sig af retterne, særligt den hjemmelavede sylte var han glad for, så da vi endeligt blev færdig var det ved at blive mørkt, og da han ikke var stedkendt mente han ikke at han var i stand til at finde de andre før den næste dag. Det kunne jeg godt se det klogeste i og da han og min datter begyndte at spille Sorteper, hvad jo er en meget udskyldig fornøjelse, gik jeg i min træthed i seng. Næste morgen var soldaten forsvunden og det samme var min afdøde mands cykel. Hvad han ellers har taget ved jeg ikke, men min datter har taget meget på i vægt i det snart halve år der er gået siden da, skønt hun ikke spiser mere end normalt, men det har jeg hørt at det kan ske hvis man savner en meget, for jeg tror hun har tabt sit uskyldige unge pigehjerte til ham.
 
Det er derfor, kære Redaktrice, at jeg vil bede dig om du vil hjælpe mig med at skrive et brev til ministeren om sagen, for jeg vil gerne have erstatning for min cykel som jeg ikke kan undvære i det daglige når jeg skal køre langt for at vadske. Dens værdi er svært at regne om for min mand købte den af smeden ved siden af forsamlingshuset, for to smågrise der ikke ville patte soen. Det eneste jeg ved om soldaten er han hedder Jens, og at han havde et firtal på kasketten.
 
Ærbødigst En mor.
 
 
ALMINDA SVARER PÅ BREVET
 
Kære En Mor
 
Jeg er meget glad over at du nærer tillid til mig, men det undre mig ikke for du har selvfølgeligt hørt om de flere på hinanden følgende gange hvor jeg har været hjælpsom i så mange retninger for andre her i sognet, og selvfølgeligt vil prøve at hjælpe dig i din vanskelighed med den stjålede cykel. At det har taget så lang tid med at svare dig skylles den lange tid jeg har måttet vente for at få svar fra myndighederne.
 
Først måtte jeg tale med ham der havde solgt cyklen til din afdøde mand, for at få sat en pris på den i almindelige kroner og ører som jeg var nødt til at sende med når du forlangte erstatning, men da jeg kom op til smeden ville han slet ikke tale til mig måske fordi jeg var eftermiddags klædt og dette var om formiddagen, og så havde jeg en mappe med og nogle papirer i hånden, så han troede måske at jeg var en af de hellige der går rundt og vil have at folk skal skifte religion fordi de siger at så bliver de bedre behandlet når de kommer op i himlen. Men da jeg presenterede mig fik piben en hel anden lyd for han havde sikkert hørt om mine fortjenester i sognet som er velbekendte. Han kunne godt huske handelen med din mand, men mente han var blevet snydet fordi en af grisene døde dagen efter, men da de begge havde gryntet da de blev leveret kunne han ikke så godt bebrejde din mand noget, så han skrev under på at cykelens værdi var fire kroner for hver gris, der altså ganget med to bliver til otte kroner.
 
Dette dokument samt de oplysninger du havde givet mig sendt jeg så ind til Det kongelige Krigs Og Forsvars Ministerium som er i København, men det varede næsten to måneder før jeg fik svar. De skrev at firtallet på kasketten betød at soldaten tilhørte Fjerde Regiment, men da det bestod af fire hundrede soldater, og at der var for mange med fornavnet Jens til at de kunne anklage nogen for tyveriet så de dem ikke i stand til at betale nogen godgørelse for cykelen. De skrev oven i købet at de syntes det var en bagatel med en halvgammel rusten cykel, vi skulle bare vide hvilke erstatningskrav der ellers bliver stillet efter en efterårs manøvering fra folk der har noget at klage på. Men om det vil jeg omtale senere i OGANISTEN.
 
Jeg er ked af at jeg ikke kan gøre mere for dig angående cykelen, men jeg har i sinde at foranstille en indsamling her i sognet for dig så du kan spare benene når du skal langt væk for at vaske så meget når det står på. Jeg har hørt at din datter er rejst over til Fyn til noget af jeres familie for at lære andre skikke at kenne, og det er meget fornuftig for det højner altid at få noget fremmed på et sted man ikke før har været. Jeg ønsker al lykke for hende og barnet.
 
Med venlig hilsen fra Redaktricen