ALMINDA SØRINE JENSEN

PRÆSTENS KOMMENTARER TIL NOGET FRA ALMINDA

På et ark papir i Almindas håndskrift fandt hjælpepræsten et forord samt en kladde til en sang, som sandsynligvis skulle have været noget som hun havde regnet med at udgive i “ORGANISTEN”, for senere at bruge sangen til en festlighed som hun havde påtænkt at arrangere for egnens malkepiger, men af en eller anden grund blev ingen af delene til virkelighed, og i alle tilfælde har man ikke fundet noget om det i hendes trykte efterladenskaber. Hjælpepræsten skriver i en vedlagt notat, at det sikkert stammede fra en periode hvor Alminda var plaget af, hvad hun selv har omtalt, som nervøse nerver, for alle de overstregninger og parenteser den indeholder tyder på at hun ikke helt var sig selv på det tidspunkt. Han skriver videre, at selvfølgeligt må alle der oprigtigt studerer Almindas produktion få adgang til det originale materiale, men at han her kun vil gengive hvad han mener var Almindas tanke.

Men i øvrigt priser han som sædvanlig hendes evne til at skildre forholdene ude på landet, og i et sprog som hun ved er kendt overalt hvor bønderne virker til daglig. Hendes valg af melodi til sangen er gennemtænkt, for det bringer tanken hen på det gamle bonde-samfund, med alle dets traditioner som Alminda kæmper for at skal bevares.

MALKEPIGERNES SANG

Som nogle af mine abonenter eller aboniner måske husker fra da jeg begyndte udgivelsen af ORGANISTEN omtalte jeg noget om at synge ved malkningen, men at pigerne kun kendte døgnfluerne som var utjenestelige til det brug for nogle var så hurtige at pigerne ikke kunne følge tempoet og således ikke få mælk nok ud af koen og andre så trevne at bonden ville blive gal over at det tog for lang tid at malke denne. Det var grunden til at jeg opfodrede andre til at skrive nogle mere passende. Jeg har også modtaget en hel del, men desværre ingen der var rigtigt brugebare i den retning, og da min medfødte beskedenhed forbød mig at selv komme med et forslag til en sang som en af de første, har jeg ventet tålmodigt på at en eller anden var fremkommet med noget digteridsk der kunne andvendes, men da det ikke er sket har jeg meget nødtvunget besluttet at gøre offenlig en jeg selv har lavet, som sikkert alle vil mene til fulde dækker begrebet. Dermed er dog ikke sagt at andre ikke kan vedblive med at komme med forslag, og hvis de er lige så gode som nedenstående vil jeg også bringe dem her i ORGANISTEN.

Men her skal indskydes en lille nota bene (det er en vigtig meddelese) som mange ikke tænker på : Hvis ikke sangen bliver håndleveret personligt, skal den skrives med blæk, eller i det mindste med en blækstift, for hvis det regner og jeg ikke får posten ind med det samme er det umuligt for mig at tyde teksten. Jeg håber at alle forstår vigtigheden med dette forbehold.

Mel: Marken er mejet, og høet er høstet ----- Sangen bliver ofte sunget med gjentagelse at de sidste tre linjer

Koen skal malkes af livsglade piger,        Helst til en munter og frisk melodi,        Og ikke som andre ukyndige siger        Af malkemaskinernes udsugeri.        Hånden trykkes blidt,        Mælken flyder frit,        Og så går det hele ganske nemt og eksperdit.

Pigen tørrer panden for en dråbe der triller,        Rejser sig op og slår så en ordentlig een,        Af de mange myg der køerne driller,        For disse små banditter kan skabe varig men.        Retter på sin kjol        Sætter sig på stol,        Og malker koen i varmen morgensol.

Huskatten sidder og misser lidt i solen,        Venter på sin daglige morgen-mælke-tår,        Pigen der sidder og malker i stolen,        Vender patten lidt så en lille strint den får.        Være god mod dyr,        Uden stor postyr,        Og det gælder selv den gamle bissegale tyr.

Den står og snøfter på naboens vænge,        Og stirrer hen på koen næsten i grassat,        Håber nok på at det ikke varer længe,        Før hun til elskov er helt rede og parat.        Her i det stille ro,        Er det så rart at bo.        Malkepigen flytter nu hen til en anden ko.

Denne er bekendt for at snappe og bide,        Pigen slår på rumpen for at give besked,        At koen skal have respekt til at vide,        Hvem der har magten her på dette sted.        Koen gir et spjæt        Men den malkes let        Nu er alt så fredefyldt her på denne plet.