ALMINDA SØRINE JENSEN
 
REFERAT AF EN GRUNDLOVSFEST
 
Det var med frydefuld glæde i mit sind da jeg i foråret erfarede i år skal Grundlovsfesten henligges til vores sogn. Det er første gang i mands (og kvinders) minde at det er sket for der var ikke mange der troede på at vi var i stand til at klare et så storstilet festivas af os selv uden støtte fra amtet som sagde de ikke havde råd til det. Som læserne i ORGANISTEN er vidende om har vi hele vinteren skrevet om det og opfordret folk til at give deres bidrag i form af penge, arbejde eller andre værdigenstande til det gode formål som sognerådets formand gårdejer Hr. Klampe og andre har stået fadder til.
 
Jeg har naturligvis deltaget i alle de møder der var gået forud, dels som Redaktrice for dette blad, men også på grund af mit gode danske sindelag som jeg har haft siden jeg sad på min moders skød der fortalte mig historien om hvordan Niels Ebbesøn havde slået den kuldrede greve, på den måde at en af hans folk havde løsenet gangplankerne på en bro der førte over Gudenåen, så fjenderne ikke kunne komme over og nedkæmpe ham. Efter min og andre sagkyndige menneskers mening var det godt han gjorde det for ellers kunne vi ikke fejre Grundlovsfest i dag, men var i stedet for besat af en fjendtlig magt og så mange hundrede år efter har været nødt til at tale et sprog som vi ikke forstår.
 
Af den grund var det ganske naturlig for mig at jeg tilbød at skrive en prolog som jeg selv skulle læse op til begyndelsen af mødet som jeg har gjordt så mange gange før andre steder (til stor bifald fra tilhørerskaren). Men Hr. Klampe mente det var bedst at jeg skulle holde mig nevtral for så kunne jeg bedre gøre mere gavn som udgiver af dette blad ved at gøre propaganda for mødet. Da han tilmed lovede at tegne et abbodement på ORGANISTEN for et helt år indvidede jeg i det. (Jeg har dog senere fået at vide at grunden til det var at han var bange for at jeg med min sædvanlige elegante og poetiske måde at skrive og tale på, ville tage noget væk fra hovedtaleren der var nødt til at anvænne det ganske simpleste bondesprog som han brugte til daglig). Da jeg fra mange sider er blevet opfordret til at bringe prologen her i bladet, vil jeg imødegå deres ønsker og bringe den som en afslutning på denne artikel, så enhver kan få indtryk af en digters tanke om denne store dag.
 
Det var den samme gårdejer Jens Poulsen der ejede den jord hvor sportsfesten blev afholdt sidste sommer der igen havde stillet den til rådighed for Grundlovsfesten da denne lå brak og kunne ikke bruges til noget andet hæderligt. Igen havde han lovet at rense den imod at han var den eneste der havde lov til at sælge små dannebrogsflag i rødt og hvidt ved indgangen, men alligevel havde han ikke gjort det så mange der havde taget sko på i stedet for træsko var ilde berørt af det. Højtideligheden skulle begynde klokken to, men allerede ved middagstid kunne man se mænd og koner af begge køn på vej mod pladen som havde en skotøjsæske med mad under armen, og en hale af støjende unger på slæv. Så tidlig ville jeg nu ikke gå derop for jeg ville først spise min frokost på en civiliserende måde med kniv og gaffel, så jeg ikke skulle spille noget ned på min klædning eller stolen der havde et lyserødt betræk, og jeg bryder mig heller ikke om når folk glor på hvad jeg har i min madpakke der ikke kommer dem noget ved. Men jeg var alligevel nødt til at gå derop i god tid så jeg kunne høre taleren selv om jeg ikke regnede med at han ville sige noget jeg ikke vidste i forvejen, så jeg ventede en halv times tid.
 
Jeg havde taget en fin rød kjole på med røde kanter forneden og på kraven for at demonstere mine nationale følelser og de samme farver på hatten som var lavet specifik til denne dag. Jeg kunne godt mærke at jeg vækkede opsigt for de fleste af kvinderne havde slet ikke pyntet sig til denne festdag hvad de burde for der er meget at takke Grundloven for. Jeg kan også til nøds gå med til at mandfolkene smider jakken når det er for varmt, men de kunne dog beholde vesten på og burde slet ikke løse deres kravetøj hvad der var mange de gjorde. At de unge piger gik med skørterne der var så korte at de gik midt op på anklerne viste også at de slet ikke fattede alvorligheden med dagen. Det virkede også meget forstyrende at mange af karlene og pigerne opholdt sig ovre i buskadsen til nabogrunden, hvorfra man kunne høre en pjanken og en fnisen så det kunne ikke skjules hvad der foregik derovre, jeg syntes godt de kunne vente med det til der var bal i forsamlingshuset om aftningen.
 
I den bagerste ende var der lavet en slags tribune, en halv meter oppe i luften med en talerstol der havde en plads foran hvor taleren kunne ligge sine papirer, for man kan jo ikke regne med at han kan den udenad (hvad jeg dog har været i stand til ved andre lejligheder). Bag ved den var der stillet en halv snes stole op som de der havde haft noget med festen at gøre skulle sidde på. Der var ingen der havde bedt mig om at sidde deroppe (skønt det syntes jeg godt de kunne have gjordt), men det var jeg også ligeglad med for en sand digter hører til hvor vedkommendes læserskare befinder sig. Det hele var opført på timeløn af Tømmermester Peter Knast og hans fjortenårrige søn som min mor kendte godt for hun havde været med da hans kone barslede for gud ved hvilken gang, og ikke havde været rask nok til at forbedre noget i forvejen til barselsgildet som vist nok kom for tidligt.
 
Jeg havde taget en lille klapstol med til at sidde på for det er ikke let stå op når man skal gøre notatser på et stykke papir af hvad der bliver sagt, som jeg er nødt til gøre for at fortælle mine læsere der ikke selv har været til stede om hvad der var foregået på mødet. På vejen gennem folkemængden kunne jeg godt se at jeg var velkendt, mange stak hovederne sammen og sagde noget til hverandre, sikkert noget om at der går den kendte forfatterinde, men der var kun nogle få der kom og hilste på mig, de almindelige mennesker er i almindelighed alt for sky når de møder kendte personer hvad jeg er meget ked af og derfor nævner det her i bladet, og håber på at næste gang der er noget i samme retning kan folk frit komme og tale med mig, jeg føler mig slet ikke for ophøjet til det, jeg er kun en offentlig pige der har fået den evne at glæde andre.
 
Ganske langsomt blev stolene på tribunen besat af dem der skulle sidde der for at vise at de havde haft noget at gøre med festen, men den i midten var tom for der skulle hovedtaleren havde været men var forsinket. Man kunne godt se at de talte om det deroppe for munden gik på dem med store armbevægelser for tilhørerne var ved at blive utålmodige da tiden var skredet over. Nu gik Hr. Klampe hen til mikrofonen og bankede på den (den værkede) og bød os velkommen til festen og opfordrede os til at synge nationalsangen efter en grammofonplade han havde medbrungen. Med lidt god fantasi kunne vi godt fange melodien op, men den skrattede så meget at han måtte sætte den i gang igen for anden gang, og denne gang værkede den (han havde sat i ny nål i den), og nu lød sangen over vænge. Desværre vidste hverken musikken eller forsamlingen at man altid plejer at synge til sidst: “Vort gamle Danmark skal bestå så længe bølgen spejler sin top i bøgen blå”, så der var kun nogle få der sammen med mig sang det.
 
Midt i sangen kom ham der skulle afholde festtalen hæsblæsende og rød i hovedet så han havde ikke meget til til at forbedre sig inden han stod på talerstolen. Hans navn var Søren Vang Petersen og han var gårdejer i nabosognet så der var ikke mange der kendte noget til ham udover at han havde været opstillet til sidste valg men havde tabt til ham der nu var i folketinget. Men derfor kunne han såmænd være god nok. Jeg så med det samme at han skottede ned til mig der sad med et ark papir og blyant i hånden, i fuld viden om at hvad han ville sige vil blive raporteret i mit blad og læst af mange, også i hans eget sogn.
 
Han begyndte med at sige at han var ked af at han var sent på det, men en af hans køer havde kævlet så han havde været nødt til at være med i stalden. Derefter priste han den daværende konge for at havde underskrevet Grundloven, og af den grund bad han forsamlingen om at råbe hurra for den nuværende konge og hele hans slægt hvad de også gjorde uden begejstring og ildhu. Nu talte han lidt om hvad loven havde brunget, retten til at tale og skrive (hvad jeg som forfatter nyder særlig godt af) og sammenlignede Danmark med andre lande der ikke havde nogen Grundlov hvor der i stedet for var revolutioner og andre optøjer der skadede samfundets trivselse i sin helhed, og hvor man blot stillede protestanterne op mod en mur og nedskød dem ved daggry.
 
De mange ændringer der var foretaget i tidens løb havde måske gjordt den bedre, men han håbede som kongetro konservativ at der også ville komme en bestemmelse i Grundloven om at de menneske fjentlige kræfter og partier som disse tilhørte der ville nedrive det danske hus, blev forhindret ved at lave en lov om at det skulle forbydes. Da de der sad i stole bag ham begyndte at klappe ved hans ord fulgte mange med, men der var ikke fuld enighed blandt dem for der var flere der råbte grovheder op mod taleren, og på en måde kan jeg godt forstå dem, for selv om jeg er modstander af anarkister og andre spiritister syntes jeg ikke at det var rigtigt at taleren bragte politik op på et Grundlovsmøde, hvor opildene nationale taler er mere passende til dagsordenen, selv om han er gal på dem han ikke kan lide fordi det var en socialist han tabte til ved valget. Resten af hans tale var heller ikke meget bevendt, men han fik dog indflettet at han i alle tilfælde var parat til med sværd i hånd at forsvare fædrelandet hvis det blev nødvendigt. Og så noget om at landbruget ikke fik nok for det de frembragte, og mente at danske bønder altid lavede noget stort. Da han forlod talerstolen lød der nogle kraftige håndklap, flest fra dem der sad bag ham som han vendte ryggen til. Nu kom der en snes piger op på tribunen med dannebroge i hånden og de sang flerstemning “Der er ingenting de maner som et flag der går til tops”, det lød temmelig godt men man kunne godt høre på dem at de ikke havde øvet dem meget sammen.
 
Så var festen egentlig forbi og skal man bedømme resultatet syntes man må indrømme at den ikke var særlig patriotisk, måske nok for almindelige mennesker men for os intelektuelle virkede den lidt tamt. Her havde det været på sin plads at fremhæve tidligere tiders gjorde gerninger som danskerne havde udøvet, selv om mange forsøger at skjule det ved at lægge glemselens låg på. Jeg håber jeg træffer sømmet på hovedet i den følgende prolog. Jeg har ved forskellige lejligheder været meget imod at andre brugte mine ord og digte som det passede dem, men på grund af denne prologs nationale stemning giver jeg hermed tilladelse til at den må citeres over alt, hvis man bare nævner hvem der har den skrevet.
 
GRUNDLOVS PROLOG
 
       Vi løfter fanen for vort fædreneland,
       Ja, Danmark vi det monne kalde,
       Det gælder for borger og bondemand,
       For laveste klasse til højeste stand,
       Det er et land der tilhører os alle.
 
       Vor fortid taler om fjender vi slog,
       Når de kæmpede bravt for konge og ære.
       Vikingeskarer ud i verden drog,
       I spidsen førte de vor Dannebrog,
       For med korset at bringe den sande lære.
 
       Det nyttede slet ikke for dem at klage,
       Omvendes skulle de om de ville eller ej,
       For Danskerne var stærke og de andre svage,
       Og da der ikke var flere hedninger tilbage,
       Vendte vikingerne den modsatte vej.
 
       Fra vest til der hvor de Muhamed dyrker,
       Drog de nu sammen med skibe og mænd,
       Her kæmpede de mod araber og andre tyrker,
       Der kom dem i møde med store styrker,
       Men vikingerne vandt dog slaget igen.
 
       Senere lå vort fædreland omtrent i ruin,
       For de rige havde tilranet sig hele magten,
       De klædte sig i silketøj og hermelin,
       Og talte kun tysk eller anden slags latin,
       Hvor almuen bare bar vadmels dragten.
 
       Men så blev Frederik den Syvende vred,
       Og lod alle sine atten ministre kalde,
       Dette her kan skam slet ikke blive ved,
       Så han gav derfor disse den besked:
       Lav en Grundlov der skal gælde for alle.
 
       Det er denne vi hædrer og fejrer i dag,
       Nu fik vi alle sammen i landet magten,
       Vi kunne nu skrive og tale til behag,
       Derfor hejser vi stolt vores gamle flag,
       Det er ovre nu med stavnsbånds pagten
 
Den forhenværende hjælpepræst Niels Sivert Jappesen skriver om Almindas referat af Grundlovsfesten og den efterfølgende prolog, at det tydeligt giver udtryk for hendes nationale sindelag, men ikke nok med det, som en af de første her i landet der har virkelig kendskab til historiske begivenheder, fortæller hun sandheden om begrundelsen for viking togterne, nemlig at hensigten med disse var at bringe den kristne lære ud til hedningerne, og ikke hvad der ellers bliver fortalt, at de kun drog ud for at plyndre. At de derved også kom til at slå nogle katolske præster og tilhængere af den falske lære ihjel, mente han at det kun var til gode for menneskeheden i det store hele.