ALMINDA SØRINE JENSEN

ALMINDA SVARER PÅ ET LÆSERBREV

Dette var en mindre artikel Alminda havde efterladt blandt sine papirer, noget som hjælpepræsten ikke kunne efterspore andre steder, men da det så afgjort var hendes håndskrift som han jo kendte så godt, var han sikker på at det stammede fra hende. Efter hvad han havde kunne finde ud af måtte det havde været et svar på noget hun havde læst et eller andet sted, og som hun ikke havde kunne lade være med at give igen på. Det er også muligt, skriver han i et vedhæftende notat, at det hele var fri fantasi for Almindas vedkommende, for, som han forklarer, det er meget brugt blandt skribenter der hovedsagelig beskæftiger sig med nyhedsstof, at hvis der ikke er noget særligt at skrive om på et bestemt tidspunkt, så finder de selv på noget der måske kan interessere andre, og hvorfor skulle Alminda være anderledes. Da meget af det skrevne var temmelig udvisket (hun havde skrevet det med blyant), havde han måttet gætte sig til noget af det efter bedste evne, men her er altså hendes indlæg.

Hr. Redaktør

Tillad mig at svare på et læserbrev fra deres avis i forrige uge angående brugen af dialekter i det danske sprog som tales hver dag til daglig brug af nogle der ikke har lært at udtrykke dem selv anderledes. Den der har skrevet indlæget mener at det er en uvane som ikke hører hjemme i vores moderne tid, men her må jeg så absolut nedlægge en protestant. Man skal aldrig glemme det sprog man har lært på sin moders skød medens hun sad og syslede med at stoppe strømper der måske var hul på, eller lavede broderrier til juelegaver eller andre festlige fornøjelser, medens hun sang noget om kærlighed og andre dumheder som der er mange af i verden. Nej, tværtimod skal man huske det så længe man lever og helst længere hvis det er muligt, ved blandt andet at lære sine efterkommere det sprog man talte i sin barndom som der aldrig må gå i glemsel.

Dermed mener jeg ikke at det ikke er lige så nødvendig at være i stand til tale det man kalder rigets dansk, det må jeg anerkende som digter der er kendt uden for sognets grænse for den klare måde jeg er i stand til både at beskrive og belære naturligvis indrømme, men for at ikke komme bort fra emnet så betyder det også noget at man kan tale med sin nabo der måske ikke kender det andet fordi da han var dreng forsømte han skolen ved det til at han blev sendt ud som røgterdreng som barn for fremmede.

Jeg har tit moret mig når jeg sammen med en veninde af det samme køn har besøgt en lille by søndagsklædt om formiddagen hvor jeg ikke er kendt (skønt det bliver mere og mere vanskeligt på grund af mit forfatterskab), at jeg har kunnet lytte til folk der ikke anede at man kunne det sprog de talte. Jeg har mange gange fået indspiration til flere af mine digte som er blevet gjort offenlig i flere aviser i sognet og andre steder i dets nærhed som ikke ligger langt herfra. Som jeg her har bevist er det kun en fordel at være i stand til at beherske det sprog der bliver talt på ens hjemegn hvor man bor eller er flyttet andre steder hen af en eller anden grund som ikke kommer emnet ved.

Med venlig hilsen A.S.J. Forfatterinde.