ALMINDA SØRINE JENSEN

ALMINDA PRIVAT

Vi ikke kendskab til ret meget af Almindas personlige tilværelse udover det hun selv fortæller om i hendes skriverier, men på nogle få sider fandt Niels Sivert noget, godt gemt væk midt i en afhandling om kemisk eller natur gødning, hvor hun selv fortæller lidt om sit privatliv. Det var skrevet med blækstift, og bar tydeligt tegn på de følelser hun måtte have haft under skrivningen, for det var fuld af pletter der sikkert var tårer hun ikke har kunnet kontrollere, så den stakkels pige måtte have været meget bedrøvet da hun hengav sig til papiret. (Om dette skriver hun selv i en bemærkning, at det er nu det lod mange dybtfølte digtere må bære).

Denne gengivelse af Almindas beretning er en som Niels Sivert har renskrevet, da meget af det var temmelig ulæseligt på grund af de mange omtalte pletter, og det er sikkert også grunden til at han har fortalt historien på sin egen måde, i stedet for at bringe den nøjagtigt efter originalen.

Hvor eller hvordan hun havde mødt den unge mand, som hun ikke nævner ved navn men kun kalder ham for “sin egen ven”, står der ikke noget om, kun ved vi at de mødtes på markeder og dyrskuer der blev afholdt i den del af landet, ikke længere væk end at Alminda kunne nå derhen med en rutebil inden middag. Hun skriver ikke noget om hvem der havde overtaget malke forpligtigelserne de mange gange det har været tale om, men da hun allerede den gang tjente en smule ved at skrive, har hun sikkert betalt sig fra det.

Det fremgår af beretningen at vennen havde fast arbejde om sommeren, noget som Alminda fremhæver som en dyd, ved på dyrskuer at trække med kreaturerne for dommerne når de skulle bedømmes om de fortjente en præmie eller ikke. Kan man tænke sig en mere hædersværdig bestilling, skriver Alminda, og fortsætter, oh, hvilken fryd det måtte være hvis det pågældende dyr er så heldig at finde nåde for dommerens skarpe øjne, og blevet belønnet med den største roset i de danske farver. Når det sker kan jeg se hvor stoltheden lyser ud af “min egen vens” øjne.

Alminda nåede altid markedet eller dyrskuet kort før middag, men aldrig opsøgte hun vennen før der var pause, for som hun skriver: Det er ikke klogt at aflede hans intense opmærksomhed fra det vigtige arbejde han har, alle hans tanker må ledes hen til den elegante måde han præsenterer dyrene på, der står så meget på spil. Men når pausen kommer er det vidunderligt at trykke hans hånd (jeg beholder altid handskerne på, for med hans arbejde kan det ikke undgås at hænderne bliver snavsede), og så taler vi om hvor vi skal tilbringe de næste to timer. Først kommer indkøbene, en stang wienerbrød til deling, og en lille flaske mælk til mig, han foretrække en fem seks bajere, og så hurtigt bort fra festpladsen med dens larm og spektakel. Jeg vil helst sidde på en grøftekant hvor vi kan vinke til folk der går eller kører forbi, og nu forestiller jeg mig at folk tror vi er rigtige kærester der nyder tilværelsen, men det er vi jo slet ikke på den måde som folk tænker, vi er kun venner, og vi står i forhold til hinanden nærmest som bror og søster. Lige som platin er et meget ædelt og smukt metal, kan man sige at vores venskab er platinisk (endnu da). “Min egen ven” vil helst lidt ind i en skov hvis der er en i nærheden, men det kan jeg ikke forstå, jeg syntes det er mere hyggeligt på en grøftekant med mennesker omkring sig. Sommetider, når jeg ved at mine fødder ikke er beskidte, tager jeg sko og strømper af, og bader mine fødder i græsset med bløde bevægelser, medens jeg kærligt kigger hen på vennen, der mandigt sidder og bider enden af en skrå han har i en æske i lommen på jakken, som han har taget af fordi det var varmt.

Hvor er han kær når han tager kasketten af, og morsomt er det at se hvor hans hvide pande skaber en kontrast til hans ellers solbrune ansigt. Oh, udbryder hun, er det ikke skønt og vidunderligt, men ofte svarer han ikke, de mange bajere har gjort ham søvndrukken, og han har da også været tidlig oppe, forsvarer hun ham. Der er dog en ting der irriterer hende hver gang, skriver hun, men det kan jeg godt forstå for det samme hænder jo med kreaturerne af og til når hun malker dem, at mindst når hun ikke aner noget kommer der en stråle der plasker med på cementen. Når han “ikke kan holde sig” går han bagved et træ, eller blot et par skridt væk fra grøftekanten, og selv om hun putter fingrene i ørerne kan hun ikke undgå at høre det, for når han er færdig grynter han altid med nogle uforklarlige lyde. Hvorfor skal han også drikke så mange bajere, beklager hun sig.

Niels Sivert har ikke mange kommentarer til selve historien, man kan næsten ane at han havde fået en hel anden interesse i Alminda end lige netop hendes digtning, og det skønt de aldrig havde set hinanden (i kød og blod som han siger et andet sted). Men han føler dog for hende når hun til slut skriver om afskeden: “Ak, kun to små timers lykke kan der tilståes mig, for hans gerning venter, og jeg skal nå rutebilen for at være hjemme til aften malkningen. Jeg har altid haft vanskelighed med at skjule min sorg, og det var da også synligt for en ældre dame i bilen der medfølende spurgte hvad jeg var ked af. Da jeg ikke ville svare om den rigtige grund, jeg var bange for at tårerne skulle flyde ubehersket, sagde jeg uden at tænke mig om at min moder var lige død “.