ALMINDA SØRINE JENSEN
 
ALMINDA SKRIVER SANGE
 
I et nummer af ORGANISTEN stod følgende meddelelse: Anerkendt forfatterinde tilbyder at skrive festsange og taler på vers til brug ved forskellige lejligheder såsom fødselsdage komfirmationer, jubilærummer, barsler og barnedåb, ja til enhver anledning hvor en eller anden skal hædres med den opmærksomhed der ligger i at udtrykke sig med formfulde ord som vedkommende ikke selv er i stand til at digte. Det er min erfaring at mange af de vers der bliver sunget ved disse festlige sammenkomster er af en meget lav kvalitet, for det at digte er ikke er givet enhver selv om hendsigten er god nok. Jeg vil gerne forfatte dem fuld og hel, men også hvis nogle er begyndt på noget de ikke kan gøre færdig vil jeg byde mig selv til rådighed og afhjælpe så det endelige resultat bliver stillet tilfreds.
 
Da jeg betragter mine evner til at digte som en gave der er blevet mig givet, føler jeg mig forpligtet til at hjælpe andre der er mindre kloge i den retning, og af den grund vil min betaling for ydelserne blive rimelige og efter aftale. Henvendelse til bladets redaktion vil give nærmere oplysninger desangående.
 
Redaktricen
 
Da hjælpepræsten Niels Jappese læste denne meddelelse undrede det ham at han ikke havde fundet noget der hentydede til Almindas nye foretagende, ikke en sang eller andet havde han stødt på i sine undersøgelser om hendes virke i den retning, men da han regnede med at det der forefandt af den slags ikke ville have været underskrevet med hendes navn, men med for eksempel “Mor og Far”, “Moster Sofie” eller “En gammel veninde”for at andre skulle tro at det var noget de selv havde skrevet, måtte han prøve at finde ud af det på en anden måde.
 
I Snorkested by var der noget der hed “avisen”, det var ikke et blad der kunne købes, men var kun en opslagstavle oppe ved forsamlingshuset hvor enhver der ønskede det kunne opsætte en notits med hvad som helst. Der var for eksempel en bonde der søgte en karl da den han havde haft var blevet syg, en anden der solgte hø billigt, en tredje der efterlyste en tyr der var løbet bort, og endnu en der tilbød at hugge brænde, og som også kastrerede smågrise. Der var lige plads nok til at Niels Sivert kunne opsætte sin opfordring om at henvende sig til ham, hvis nogle var i besiddelse af sange eller andet som de vidste at Alminda havde skrevet.
 
Siden der var gået en hel måned uden at der havde været nogle der reagerede på annoncen, havde han næsten opgivet håbet om resultat på denne måde, da der i en uge kom ikke mindre end to breve til ham med værdifulde oplysninger, der gjorde det muligt, hvis de var autentiske, at belyse Almindas produktion i denne specielle form for kunst. Han gennemlæste dem flere gange, sammenlignede det med hvad hun ellers havde skrevet, og kom til den overbevisning at det ganske bestemt var fra hendes hånd.
 
Det ene kom fra en kone i sognet der ikke havde underskrevet sit brev af en ganske bestemt årsag. Hun var flov over at måtte erkende at den sang til hendes konfirmation, som hendes far altid havde påstået var noget han selv havde skrevet, og af den grund havde hun været stolt af ham hele livet, havde moderen på sit dødsleje røbet var i virkelighed forfattet af Alminda. Da hendes mor hævdede at det var den eneste gang de havde løjet til datteren, ville hun inden det var for sent fordi hun var bange for at det ville influere på hendes forhold til det evige liv, fortælle sandheden medens hun var i stand til det.
 
Hjælpepræsten nedskrev sangen og personlig bragte originalen tilbage til rette vedkommende, hvor han trøstede konen med at fortælle at hvide løgne ikke blev betragtet som en synd fra kirkens side, og at Vorherre ikke tog sig af den slags småting, så hun kunne kun være glad for at hendes far havde haft det gode sindelag, der bestod i at bringe glæde til den elskede datter. Han fortalte og at han havde forandret hendes navn (men kun lidt på grund af rimet) til et andet da han kopierede sangen, så hun kunne bevare anonymiteten hvis den blev udgivet.
 
Han skriver også som en bemærkning at han syntes den var meget smukt skrevet, i et sprog som han mente alle kunne forstå, og han priste Alminda fordi hun viste en sand tilhørsforhold til almindelige mennesker, ved ikke at bruge ord som den klasse af mennesker stod fremmede over for. Dog mente han at hun godt kunne have lagt mere vægt på den religiøse side af konfirmationen, for han så med bekymring at disse fester blev mere og mere verdslige, hvor mad, drikke, lommeur og indvielse af et ravrør havde større betydning end selve konfirmations handling og budskab.
 
TIL KÆRE HENRIETTES KONFIRMATION
Mel: Der er et land , det sted er højt mod norden -----
 
       Der er et hjem imellem grønne agre,
       Hvor mange gæster samles under tag.
       Til tops vor Dannebrog på stangen flagre,
       På denne store glade højtidsdag.
       For der er fest for husets ældste datter,
       Hun sidder fro imellem far og mor,
       Der smiler glad, men endnu ikke fatter,
       Hun konformeret er og nu er blevet stor.
 
       For ej det syntes det er længe siden
       Hun lå i vuggen som et lille nor,
       Hvor var du sød den gang da du var liden,
       Du var det smukkeste på denne hvide jord.
       Men alt for hastigt ser vi årene forsvinder,
       For tidens klokker aldrig stille står.
       Men vi er glade for de mange gode minder,
       Vi fået har fra dine barndomsår.
 
       Der er så meget der skal med i sangen,
       Fra du var barn til denne dag i dag,
       Med glæde passede du skolegangen,
       Hvor du blev undervist i mangen gode fag,
       Dem lærte du os senere herhjemme,
       Så også vi nød glæderne derved,
       Skønt vi var ikke særlig lærenemme,
       Er det kun rart at vide god besked.
 
       Din hjælp i huset har vi altid skattet.
       I køkken, bryggers og på marken med,
       Som barnepige har du mor erstattet,
       Når hendes gerning var et andet sted.
       Som ældste datter var der mange pligter
       Du øvet har fra gry til aftenstund,
       Den slags kan ofte skabe små konfligter,
       Som du dog løsnede med smil om mund.
 
       Men ovre er nu barndomstidens goder,
       Du fæsted er til Peter Jensens gård,
       Her er et ord fra fader og fra moder,
       Vi håber at du lykkens stjerner får.
       Så lad os alle her fra stolen lette,
       Og højlydt råbe et hurra for dig,
       Ja længe leve skal vor Henriette,
       Må glæden altid følge dig på vej.
 
Din Fader
 
 
HYLDETSTALE TIL EN TRO RØGTER
 
Det andet brev som et svar på hjælpepræstens opfordring om at høre noget om hvad Alminda havde skrevet vedrørende hendes tilbud om at skrive festsange, kom fra nabosognet og det lød således:
 
Med glæde vil jeg hjælpe Hr.Patoren med oplysninger om Fru Jensen (her skriver Niels Jappesen som en bemærkning, at manden her hentyder til Alminda), og hendes evne til at forfatte for hun har gjort sådan noget for mig og det var hun god til. Jeg hedder ellers Anders Olsen men er mest kendt som Anders And, for dem har jeg skudt mange af i mosen der støder op mod jeres sogn, og har haft lidt fortjeneste derved som nu kommer mig til gode for jeg har været på aftægt i en del år.
 
Mit bekendtskab til Fru Nielsen ligger tilbage til den tid da jeg selv ejede gården, hvor jeg havde en røgter der havde tjent mig tro i 25 år, og som jeg af den grund ville hædre med en fest og en gave. Jeg havde fået en mand til at lave en æske af hornene fra en tyr som han (altså Soren) havde holdt meget af, men som ved et uheld havde druknet nede i den mose jeg lige har omtalt. Dåsen var meget smuk og var poleret med andefedt som en godt til det brug, og var kunstfærdig lavet med to rum, et for frisk skrå og et andet for noget der ikke var tykket færdigt endnu men for god til at smide væk, som for eksempel at hvis han lige havde bidt en ende af en frisk stang og så bliver kaldt ind til mellemmad, så er det bedre at gemme den i en æske end i vestlommen. Jeg er sikker på at min røgter var glad for den og for talen Fru Jensen havde forfattet, og da jeg fik den otte dage før den skulle bruges gav det mig god tid til at øve mig i at læse den op foran et spejl. Pastoren må gerne beholde originalen som stammer fra Fru Jensens hånd for den røgter der er tale om er død.
 
       Kære Soren. I dag hejses flaget højt op på sin stang,
       Og din madmor siger jeg skal sige nogle sætninger.
       Det syntes hun var bedre end som at synge en sang.
       Og da hun nok er den klogeste i mange retninger,
       Vil jeg holde en slags tale for dig, kære Soren,
       Og takke dig i hjertet for de femogtyve år,
       Du trofast har tjent os med flid her på gården,
       Men foruden min snakken en lille gave du får.
       Det er en kunstfærdig æske der er beregnet til skrå.
       Den er lavet fra hornet af den sorte tyr der rendte,
       Så tit og ofte ned i mosen og skønt du passede på,
       Kunne du ikke afværge hvad der senere hændte.
       Den led druknedøden der og din sorg var stor,
       For en bedre avlstyr var næsten ikke til at finde,
       Men jeg er sikker på at dens ånd i skråæsken bor,
       Så når du bider af en stang har du jo altid et minde.
       Da du kom til gården var du kuns en bette knægt,
       Hvis fader og moder havde helt gået fra dig,
       Men der var ingen som helst af hele din slægt,
       Der gjorde nogen tegn på at de ville ha’ dig.
       Min karl blev soldat ifølge lovens forfatning,
       Og netop lige midt i forårs - pløjnings - tiden,
       Så jeg fæstede dig, Soren, som hans erstatning,
       Og du har såmænd været her hos os lige siden.
       Men selv om du var ung og kuns en lille fyr,
       Så klarede du alt som en fuld voksen røgter.
       Du har plejet og passet godt på gårdens dyr,
       Ja, efter din lige skal man lede med lygter,
       Det er derfor vi fejrer dig med hyllest og mad,
       Din madmor har sandeligt gjort noget ud af sagen,
       Der er alt her på bordet der kan gøre hjertet glad,
       Og så bagefter har du ellers fri for resten af dagen.
 
Det var kun lovord som Jappesen gav udtryk for da han havde læst dem godt igennem, og da han troede at der måtte være flere af dens slags liggende rundt om i landet, ville han prøve at sætte en anden opfordring op om det samme andre steder i sognet, og så håbe på flere resultater.