ALMINDA SØRINE JENSEN

PRÆSTEN OMTALER EN ARTIKEL FRA ALMINDA

Det var ikke alene på grund af det smukke digt Alminda havde skrevet til slut i den følgende artikel fra hendes blad ORGANISTEN, som den tidligere hjælpepræst havde rost til skyerne, og kaldt guddommelig, fintfølende og endnu en triumf for hendes storhed som digter, men også for hele indholdet i sig selv. At føre en kamp mod uretfærdigheder har altid været et kendetegn for denne ædle kvinde, og tilføjer, at selv om der er modstand mod fremskridtet vil sandheden vinde sejr til sidst.

TIL KAMP MOD DE FARLIGE MERGELGRAVE

Hændelsen med den lille pige her fra sognet der druknede i en mergelgrav og døde af det, får mig til at opfordre enhver til at tilslutte sig den nydannede forening der med mig i spidsen blev stiftet i forrige uge i forsamlingshuset, hvor der var tolv sandhedssøgende mennesker foruden kvinder og børn til stede. Vi har kun et formål med sammenslutningen, nemlig at tvinge sognet at fylde op alle de mergelgrave der findes, så ikke det samme skal ske igen med børn der er uforsigtige. Det er oplyst at den lille pige lejede på en bakke der stødte ned til mergelgraven (det var opkast fra den gang de gravede den), men da det havde regnet dagen i forvejen var jorden blevet våd af det, så den stakkels pige drev ubehjælpsom ned mod sin død i den mørke grav.

For nogle år siden var emnet diskuteret i sognets største avis, men da de rige gårmænd hvor mergelgraven var beliggende havde protesteret mod at det var et angreb på ejendomsretten var sagen lagt hen. De vil sikkert gøre det samme nu, men vi må bekæmpe protestanterne for de har ingen ret til at bestemme om et barn skal dø eller ej, og så har de forresten også tjent penge nok den gang de gav tilladelse til at graven blev udgravet, til at forpligte dem til at fylde den ud igen. De samme hævder at mergelgraven er en herlig svømmeplads om sommeren for de fattige børn der ikke var på ferie eller havde råd til at tage til Vesterhavet, men det syntes jeg er et meget dårligt argumention, for dels er det dødsends farligt med de dybe vand som sirlige naboer ofte havde brugt som lodseplads for skrammel de ikke selv ønskede på deres gårdsplads, men jeg syntes også det er meget uanstændig at se drenge og piger af modsat køn der bader sammen i undertøj der klistrer sig til kroppen fordi de ikke har rigtig badetøj på der er for dyrt for de fleste. Hvad der så kan ske bagefter når tøjet skal tørres er heller ikke noget der højner moralen.

Nej, der er ingen vej udenom, de skal jævnes med jorden og hvis man ikke kan tvinge ejerne til at gøre det, må der laves en grundlov der tager bestemmelse om det, og så bliver det nok sognet de skal betale for det. Men der er heller ikke uoverkommeligt for mange steder er vejene så bakkede at det er vanskeligt at cykle opad og farlige ned ad, så det vil kun gøre gavn hvis de blev ujævnede så der er jord nok til at tage af til det brug. Det er også meget muligt at hvis sognet appellerer til befolkningen om at støtte sagen at mange vil optræde som samfundshjælpere og låne heste og vogne og deres egen arbejdskraft gratis om søndagen efter kirketid til at værke for sagen. I stedet for de grimme mergelgrave kunne der laves sports anlæg hvor de unge kunne spille fodbold eller håndbold i stedet for at bruge almindelige marker hvor køerne havde aflagt deres gødning dagen lang, til genering for tøj og andet klædedragt. Man kunne også bare plante træer på det så folk har et sted at gå hen hvis de vil spise frokost i det grønne af det de har i deres medbragte skotøjsæsker. Jeg ved godt der bliver sagt at mergel er god til jord der er sandet, fordi det indeholder for meget sand, men senere undersøgelser har bevist at hvis man bare gik over til organist landbrug behøver man slet ikke at tilsætte den noget af den slags. Det har jeg og mit blad ORGANISTEN kæmpet for i flere år. Jeg vil slutte med dette alvorlige digt som jeg selv har forfattet, og så håbe på at mange vil slutte op om vores sag.

OH, DET VAR SÅ TRIST

Om en lille pige vil jeg sjunge,        Der en ganske grusom skæbne led,        Smukt hun legede med andre unge,        Da hun pludseligen gled og gled,        Ned af skrænten ned mod mergeldammen,        Der var fuld af dunkel vand og skarn.        Så for hende blev det livsets amen,        For hun druknede det lille barn.

Ingen så hvordan uheldigheden hændte,        Børnene blev ved at lege fro og glad,        Men hjemme savnede den lille Bente,        Da hun ikke mødte op til aftensmad.        Det var mørkt så lysene de tændte,        I en mergelgrav på deres egen land,        Så de med gru en kjole som de kendte,        Der flød så langsomt i det mørke vand.

Her er en far der bære må en kiste,        Ja, skæbnen driver tit sit sorte spil,        Han ej behøvede sit barn at miste,        Hvis blot han havde dækket graven til.        Vi håber at der aldrig sker det samme,        Så derfor råber vi i fælles kor,        “De fjernes skal de danske mergeldamme,        Ja, fyld dem helt til randen op med jord”