ALMINDA SØRINE JENSEN
 
DISKUSSIONEN FORTSÆTTER.
 
“Det havde sikkert ikke været noget Almindas havde regnet med, at hele den affære meget nemt kunne have resulteret i at hun var kommet for en domstol, det kan man vist roligt gå ud fra, og så galt gik det jo gudskelov heller ikke”, skriver hjælpepræsten på en ark papir som var vedhæftet en af de mange artikler i ORGANISTEN, som Alminda havde skrevet angående hendes beskyldninger mod “Hørmested Maskinefabrik”, fordi den, efter hendes mening, havde medvirket til dyrplageri ved at fremstille malkemaskiner. Det var i særdeleshed nogle vers som hun havde skrevet, efter at de gennem nogle uger havde udvekslet betragtninger vedrørende brugen af maskiner, eller den almindelige “nænsomme gammeldags metode”, som Alminda skrev, der gav stødet til at fabrikken truede med at anlægge sag mod hende.
 
At præsten overhovedet havde kendskab til at der på et tidspunkt havde været tale om en retssag skyldes en tilfældighed (for ingen steder i “Organisten” var det omtalt), for han havde fundet en lap papir i Almindas håndskrift der var stilet til en landsretssagfører i Hjørring, hvor der uden sammenhæng stod noget om at grundloven gav hende tilladelse til at skrive hvad det passede hende, og at hun “til hendes dødsens dag” vil hævde at malkemaskiner var dyrplageri som burde forbydes. Så stod der noget som præsten havde vanskelighed med at tyde, men det sagde noget i den retning om at hun kun var en fattig malkepige, og måske var det grunden til at der ikke blev nogen retssag, mente præsten.
 
Det skal dog siges at det ikke var Alminda der i denne omgang havde begyndt polemikken, efter at de for kort tid siden havde haft hvad præsten havde døbt : “En duel på vers”, men fabrikken som åbenbart troede de kunne få lidt mere reklame ud af den historie, der fortsatte med en artikel i “Hørmesteds Avis”, som så Alminda igen var nødt til at svare på, og det gjorde hun naturligvis i sit eget blad “ORGANISTEN”. Da der nu var to blade der omhandlede emnet, var det vanskeligt for præsten, efter så lang tids forløb, at holde rede på datoer og den slags, så han valgte kun berette om hvad der havde stået i Almindas blad, og regnede så med at de der alvorligt var interesseret selv ville finde ud af sammenhængen.
 
Det første indlæg præsten citerer er et svar på en artikel i “Avisen”, hvor maskinfabrikken, blandt andet, hånligt spørger Alminda om hvorfra hun vidste at dyrene hellere vil malkes af en pige end af en maskine, for hvor havde hun lært “kosproget”. Hertil svarer Alminda:
 
Hr. Fabrikant: På samme måde som når en erfaren moder forstår barnets pludder, efter at have haft nogle stykker af dem, ved hun om de er sultne eller kun forlanger en tør ble, kan en opmærksom malkepige skelne de lyde koen afgiver ved malkningen, om de er tilfresse eller kun lider af lidt trommesyge (som de også kan fortælle om på en anden måde), så er der stor forskellighed på den tonefald de afgiver lydene på. Det har jeg personeligt fået erfaring for mange gange hvor jeg har overværet det dyreplageri der består i maskinemalkning hvor jeg med tårer i øjnene har set hvordan køerne næsten strittede imod behandlingen, alt imens de klynkede som af smerte.
 
Det er også tydeligen at se at De, for at komme bort fra sagen, begynder at angribe mine evner til at skrive ordenlig dansk, som de mener at det er barneligt og bondsk, men her må jeg indskyde en mindre protestantering. I flere år har jeg været redaktrice for et udbredt blad i flere sogne foruden min egen, hvor mange læsere har givet udtrykt for min særlige danske stil med stor tilfredstillelse og glæde, og fortalt mig at selv om der til tider kan indsnige sig en stave eller gramatik fejl i mine artikler, betyder det ikke noget for dem, ved det til at det er at foretrække fremfor noget akademetisk skriveri som ingen bruger i daglig tale undtaget dersom vist at det drejer sig om at snakke med doktoren eller sagføreren, for de er jo kente for at de taler deres egen sprog.
 
Men lad os komme tilbage til sagens kærte selv om De skriver ganske godt ved brugen af store ord, så er de inbilsk og helt ved siden af sandheden hvis De tror at De kender mere til køer end en gammel erfaren pige med over ti år på bagen af køer der skal malke, så lad mig det vide for ellers har vi hvist ikke meget mere at tale om.
 
Med venlig hilsen Alminda Sørine Jensen, Redaktrice og Forfatterinde.
 
Nu kommer der et mindre indlæg fra præsten, hvor han fortæller om at der havde noget ligegyldigt skænderi mellem fabrikken og Alminda, hun i sit eget blad og fabrikken som før i Hørmested Avis, men da det kun drejede sig om nogle få sætninger fra begge sider, vil han helt undgå at berette om det. Det var først da fabrikken skrev at for dem var det hip som hap hvad en halvgammel malkepige mente om deres fabrikation, de ville fortsætte med at lave malkemaskiner, at Alminda skrev de vers som vakte dem så meget mishag at de truede med at lægge sag mod hende, for beskyldninger som de mente ville medføre et formindsket salg af deres produkt. Men så galt gik det jo som bekendt ikke, hvad nu grunden kunne være, skriver præsten videre, så Alminda fik som sædvanlig det sidste ord for der kom ikke flere indlæg fra fabrikkens side, og deres trusler om at sagsøge løb også ud i sandet. Om selve digtet skriver præsten at det var storslået, yndefuldt, sanseligt, og som må beregnes at være noget af det smukkeste poesi der kan frembringes. Kun syntes han ikke at hun skulle have brugt ordet “hørmer”, for selv om det passede fint i digtet, og fandt at det var en elegant måde at hentyde til hvem der var hendes modstandere, så mente han at det var for vulgært for hendes ellers så elegante måde at udtrykke sig på.
 
Nu bringer han så det digt som Alminda skrev i “ORGANISTEN”, sammen med det lille forskrift hvor hun takker for den støtte hun havde fået af sine læsere, der næsten alle som en havde givet hende ret i hendes indstilling til malkemaskinerne. At flere af de breve hun havde modtaget var fra malkepiger glædede hende i særdeleshed, for det tydede på at hun ikke stod alene i kampen.
 
SVAR PÅ TILTALE.
Mel: Der er et land dets sted er højt mod norden ----
 
       Gæt læser selv mod hvem jeg retter pilen,
       betragt det som en høftligt tak for sidst,
       og undskyld mig hvis jeg er grov i filen,
       alt er sandfærdigt selv om det er trist.
       Hvem er det nu der har den slette evne
       til at lave noget der skader hver en ko,
       nej det er bedst jeg ingen navn vil nævne,
       men enhver kan jo ligge sammen to og to.
 
       De løgner rigtigt de der laver de maskiner,
       men hørmer godt med valg af store ord,
       for det er sandt at man derved køer piner
       (og det er sikkert nok det samme hvor I bor),
       for når metallet spændes stramt på koen yver
       da høres et par gipse-lyde fra dens kværk,
       så det er altså ikke mig der overdrevent lyver,
       når jeg nu hævder at de er djævlens værk.
 
       Se selv hvor koen næsten kælsomt smyger,
       sig ind mod hver en malkepiges barm,
       mens nænsomt hun den over ryggen stryger,
       da ved den godt hun gør den ingen harm.
       Men de der laver de forbandede maskiner,
       der suger mælken ud på unaturlig vej,
       de hører ikke når de stakkels køer hviner,
       men propper bare pungen fuld og godter sig.
 
       Nej, vi vil ikke koen unødvendig plage,
       så lad os malke som vi plejer van,
       når nænsomt vi om koens patter tage,
       og sammen nynner sange om vort land.
       Da er der frydeligt på Danmarks vange,
       og solen skinner ned på hver en bondegård,
       der har forsaget maskinens triste klange,
       med strofer der til koens hjerte når .