ALMINDA SØRINE JENSEN

RYTTERNE

Havde Niels Sivert rost Almindas prosa, havde han endnu større lovord for hendes poesi. Den er næsten guddommelig, skrev han, i en stil som ingen dansk digter før hende havde vovet at bruge, af angst for ikke at finde de rigtige ord der dækkede denne nye form for poesi. Han fortsatte med at prise hende at hun havde brugt et emne der ofte var blevet tilsmudset i billige lejligheds -“digte “-, men som hun har bragt frem til noget højsindet, idealt og smukt. Når hun skriver om de fire ryttere, fortæller hun, at det er noget af de hændelser der kan ske i livet, og samtidigt med advarer hun unge kvinder mod at tro på gyldne ord og løfter. Hendes brug af “rode” i stedet for “red” tyder på hendes genialitet, for på den snedige måde henleder hun tanken på gamle middelalder sange, hvor ridderne opfører sig mere høvisk end hendes fire ryttere, og det har sikkert været hendes hensigt. Jappesen mener i øvrigt at dette digt vil i fremtiden blive sammenlignet med det bedste i dansk versekunst.

DE FIRE RYTTERE OG DE FIRE VERDENSHJØRNER

Da rytteren standsede ved skovens bryn,        Så han for sig et festligt syn,        En ungmø der samlede bær i en spand,        Og det var fristende for en ryttermand,        Hans øjne lyste op med ond begær,        Så han sønderrev pigen for hendes klær.        Han skyttede ikke hendes hulkende lyd,        Men rode sin vej i retning mod syd.

En rytter (og det var ikke den samme som før),        Steg af hesten udenfor en bondemands dør,        Og sagde til ham: “Din datter så fin        Vil jeg tage til ægte hvis hun vil blive min,        Du får til gengæld en pose der er fuld,        Til randen af det pureste guld”.        Det blev hun den nat uden bryllupsfest,        Men rytteren rode så hastigt mod vest.

Den tredie slags rytter var lige så ond,        Han sneg sig til at kysse en ung piges mund,        Med lov om ægteskab inden sommeren var omme,        Hvis han blot måtte med ind i kammeret komme.        Han smigrede hende uden rast eller ro,        Så hun ledte ham ind til sit kyske bo,        Og lod sig forlede og ventede til høst.        Men rytteren rode så langt imod øst.

Den sidste var lige så slem som de andre,        Han tog en pige der var ude at vandre,        Til at begynde med strittede hun voldsom imod,        Men han sagde til hende: “Jeg vil dig så god,        Du er den eneste jeg haver så kær,        Så smuk yndefuld i væsen og uskyldig især,        Du skal blive min brud stol på mine ord”.        Men alligevel rode han stik imod nord.

Alminda skriver underneden at digtet blev aldrig gjort offenlig, men alligevel blev det kendt rundt om i mange sogne igennem mund til mund metoden, og jeg modtog også den ære at jeg oplæste det for en forsamling i Snorkested forsamlingshus, der dog ikke var så godt besøgt for de havde arrangeret det på et tidspunkt hvor der normal var aften malkning. Jeg blev aplauderet bagefter med kaffe og hjemmebagt sandkage. Det er også ofte blevet citeret i mange af egnens forsamlingshuse af forskelige amatørcitanter.