ALMINDA SØRINE JENSEN

ALMINDA SOM SAMFUNDSREFORMER

Efterhånden som Alminda blev bedre kendt i det nordlige Jylland, kunne man mærke at folk fik mere og mere interesse for hendes person og tanker, og det fik hende til at beskæftige sig med andre samfundsmæssige anliggender, foruden hendes utrættelige kamp for det der vedrørte landbruget. Det var en god ting, for hun bragte et lysende skær over meget af det andre overså i deres stræben efter materielle goder.

Sådan skrev Niels Sivert i anledning af et læserbrev i en af landsdelens største aviser, en artikel som Alminda var forfatter til. Det omhandlede to hændelser som hun fandt var af stor betydning for alle, og da det var noget som hun havde stærke meninger om følte hun sig forpligtiget til at give udtryk for det.

Højstærende Hr. Redaktør !

Jeg behøver vel ikke præsentere mig, for uden tvivl er mine kvalikationer med hensyn til det skrevne ord vel bekendte, så jeg er sikker på at når dette kommer avisen i henne optrykker De det med glæde. Jeg skal her nævne to sepererede episoder, som oprører mig så grusomt, og som jeg ikke mener politiet tager sig af på den rette måde, at jeg føler det nødvendigt at gribe til penden.

Først det med gårdskarlen, der på den mest uforskammede måde overgrabbede den unge pige og voldsomt kyssede og krammede hende mod hendes vilje, og som nu politiet skal overveje om der skal rettes anklage mod ham. Selvfølgeligt skal de det, det kan der overhovedet ikke være nogen tvivl om når man lever i et samfund der praler af ro, orden og beskyttelse af de der er svage, og det gælder ikke mindst kvinderne som man jo altid har kaldt for det svage køn. Her taler vi jo ikke om det sorte Afrika eller lignede sted, hvor sædeliheden ikke er noget der bliver taget alvorligt, og det er lige meget om de lever i ægteskab eller ikke, undtaget når de skal avle børn som de i øvrigt har for mange af, og som de slæber rundt med på nakken hvis de da ikke har en bundt af brændsel.

Vi må protestere imod at en elskovslysten kapun tillader sig at overfalde en ung pige, og forsøge på at stjæle det dyreste hun ejer, nemlig hendes dyd og udskyld, når hun befinder sig på et sted hvor hun ikke ønsker selskab. Der er onde personer der fortæller at hun altid har været noget løs på det, og selv flere gange har udvist sig at være besnærende over for disse, og jeg har oven i købet hørt dem sige at der aldrig går brand i noget uden der er ild i det, men det er jeg ikke enig med dem i, for det afhænger i høj grad af hvilken synsvinkel man ser det fra. Jeg kan bevise at det her drejer sig om en pige der har et virkeligt godt sind, for vi har nemlig arbejdet sammen på den samme gård i et helt år, og her har hun været helt anderledes end det de omtaler, snarere det modsatte. Hun havde den gang en kæreste som hun besøgte flittigt om aftningen, og det skete flere gange om ugen at hun ikke kom hjem til gården før hen på morgenstunden, fordi hun besøgte sin enlige mor der vistnok led af nervøse nerver. Sådan var hun nemlig, en god og kærlig pige der flere gange har måttet undvære sin nattesøvn for at besøge sin syge mor.

Den anden sag jeg vil tale om er den om alle de mange tyverier der foregår om natten på vores egn, dem må vi bekæmpe med ord og handlinger, og hvis ikke det er nok må vi gå i seng hver aften med et ladet jagtgevær ved vores side, og lad nåde gå for ret. Til de tyve knægte der mener at de kan bare røve og bare røve, der er ingen der kan ikke fange os, til dem skal vi kun sige at de risikere et skud for boven, i alle tilfælde hvis de kommer til min kammerdør uden alvorlig hensigt.

Ærbødigst Alminda Sørine Jensen Forfatterinde.

Den næste dag bragte avisen en notits angående artiklen, hvor den gør opmærksom på en del som kunne betragtes som stavefejl, men om det var deres eller indsenderens skyld var de ikke klar over. Ganske vist, skriver de, var vores sædvanlige fine typograf ikke på arbejde den dag, hans kone lå i barselsseng (det blev en dreng), men da vi regnede med at vores førsteårs lærling, der havde været i lære i over tre måneder godt kunne klare det, mente vi at det var i gode hænder. Han hævder da også at han nøjagtig har fulgt manuskriptet, men da han efter frokost ved en fejltagelse smed originalen væk sammen med noget madpapir, kan vi med beklagelse ikke undersøge det nærmere.

Den påfølgende dag skrev Alminda til bladet følgende: “ Det er med dybfølte beklagelse og utilfredshed at der forekom fejl i min ellers så gode artikel forleden, som jeg i øvrigt selv havde læst korregtur på flere gange inden afleveringen med egen hånd. Jeg mener at avisen bærer det største ansvar, som de nu forsøger at dække over ved at blande madpapir ind i billedet, hvad ikke burde kunne lade sig gøre i et velsoigneret blad som Deres avis. Der må absolut forelægge en fejllæsning fra jeres side, når der i stedet for ordet “kumpan” står skrevet “kapun”, hvad jeg godt ved hvad er, det er nemlig en hane der er ubrugelig til at gøre nytte i en hønsegård med mange høns af det modsatte køn, men som ellers smager godt hvad enten man steger den eller den bliver forberedet på anden måde, som f. eks. frigasse. Men måske var det en god ide at gøre det til en kumpan (som jo betyder en skidt fyr) hvad der bliver gjordt ved en hane når man kapunerer den, så kan de måske lade unge piger være i fred “.

Med hilsen Alminda Sørine Jensen.