ALMINDA SØRINE JENSEN
 
MALKEPIGERNES FORENING
 
Alminda fik en glimrende ide da hun forsøgte at oprette en forening for malkepiger, der foruden selskabelig omgang også skulle beskæftige sig med faglige spørgsmål til gavns for standen. Gennem nogle måneder satte hun notitser op forskellige steder, blandt andet i brugsforeningernes udsalg og i flere forsamlingshuse hvor der blev afholdt gymnastik og folkedanse, og bekendtgjorde at mødet skulle finde sted den første søndag efter pinse kl. 2 i Strøby forsamlingshus. (At tidspunktet var sat til kl. 2, altså efter kirkegangen, noterede Niels Sivert med tilfredshed under artiklen).
 
At vi i det hele taget har kendskab til den hændelse skyldes i første række det socialistiske blad “KNOEN”, der var godt udbredt på den egn, og som var den eneste avis der havde sendt en journalist til at dække mødet. Det blev næsten til en hel side de offentliggjorde ugen efter, og som en yderlig tilkendegivelse af vigtigheden ved at afholde et sådant møde, havde de på den dag ændret deres motto som stod øverst på forsiden til: FRIHED LIGHED OG SØSTERSKAB.
 
(Senere blev bladet beskyldt for at det var dem, og ikke Alminda, der havde arrangeret mødet, kun for at tilsløre, på ægte kommunistisk vis, at det her drejede sig om at oprette en fagforening. og ikke kun noget der havde en selskabelig natur. Dette var dog noget som Alminda, efter sigende, benægtede meget kraftigt, men da der ikke findes noget skriftligt om den historie, hverken i præstens samlinger eller fra andre kilder, må vi nøjes med det omtalte referat, og så kan hver især have sin egen mening om det.)
 
REFERATET
 
De mange malkepiger, alle med deres traditionelle hovedtørklæder der dækkede det meste af håret, var en broget og livfuld forsamling da forfatterinden Alminda Sørine Jensen bød dem velkommen, og udtalte at hun håbede de måtte få meget udbytte af at være sammen den eftermiddag. Dernæst sagde hun at hvis der var tid til det ville enhver få lejlighed til at udtale sig, hvis det drejede sig om malkepigernes tarv, men tilføjede at da hun følte at hun havde en moralsk forpligtelse til at mødet blev færdig i en så god tid, at enhver kunne komme hjem til aften-malkningen, bad hun dem om tilladelse til at at afslutte mødet når tidspunktet nærmede sig. Ved håndsoprækning blev det enstemmigt vedtaget. Og så var der altså fælles kaffebord med hjemmebag til når mødet var ovre, tilføjede Alminda til slut
 
Nu fulgtes en halv times tid med mest ligegyldigt snak, nærmest for at lære hinanden at kende, da Alminda igen rejste sig op og bad om forlov til at oplæse en prolog som hun havde skrevet i dagens anledning, og udtalte at hun helst ville være fri for at der var nogen der klappede før oplæsningen var færdig. Det var der ingen der modsatte sig.
 
ODE TIL MALKEPIGEN
 
       Grib omkring patten med kraftige fingre,
       Og klem så mælken strinter i spand,
       Lyden af strålen skal lystelig klingre,
       Over det ganske nordjydske land.
       Findes der monstro en skønnere gerning.
       End den vi jo alle befinder os i,
       Malkepiger fra Limfjord til Herning
       Synger med fryd på en smuk melodi.
 
       Der er ej mange der tænker hver dag.
       Ved købet af en hel eller halv potte sød,
       Som de drikker med glæde og velbehag,
       Eller bruger til middagens mælkegrød,
       At det er os piger der i malke-kjole,
       Sidder krumbøjet med spanden for fod,
       På de trebenede hårde malke-stole,
       Og tømmer koen for dens overflod.
 
       Så længe som bonden pløjer sin ager,
       Hvor marken er fuld af græssende køer,
       Og som hjemme i stalden får foderkager,
       er der altid brug for os malkende møer.
       Men vi må værne vort fag og stå på vagt
       Mod alt det moderne der kun køerne piner,
       Søstre på stolen, vi må bruge vor magt
       Og kæmpe mod alle slags malkemaskiner.
 
Der var stor begejstring fra forsamlingen da Alminda afsluttede sit digt, for her var noget de alle sammen havde forstand på, modsat (som en af pigerne sagde bagefter) alt det pladder man ellers læser om træer der blæser så luftigt i vinden, og den dybe følelse i deres indre nogle har bare de ser en gråspurv med unger. Næh, må vi så be’om Alminda, det er da noget vi kan forstå. Men det satte gang i diskussionen om mangt og meget, altsammen noget der vedrørte deres sag, men desværre så bladet sig ikke i stand til omtale det hele på grund af pladsmangel, så læserne må nøjes med korte uddrag.
 
Kun sjældent tog Alminda ordet, men lod de andre om det, og det gjorde at der nu var mange der ikke var bange for at åbne op, og komme frem med hvad de havde på hjertet. Der var en der mente at med kun tre ben på malkestolen var det meget nemt at miste balancen, med det resultat at det skete tit at man faldt ned og svinede tøjet til, så hun forslog at der skulle være lov for at de skulle have fire ben. Men en anden havde den opfattelse at sæderne gennemgående var for små, og at det var årsagen til hvad den første havde talt om. Da det blev forlangt at enhver der havde noget at sige skulle rejse sig op, blev der lidt latter i forsamlingen da det viste sig, at den sidstnævnte havde en så stor bagdel at man godt kunne forstå hendes synspunkt.
 
På nogle af gårdene blev det forlangt at de der malkede skulle have gummihandsker på, og det mente næste taler kun skadede deres evne til at tømme yverne helt, for så kom man til at mangle den følelse i fingrene der var nødvendig. I øvrigt mente hun at det kun var noget pjat, for hendes hænder havde aldrig lidt skade ved at berøre mælk. Der var nogle der tyssede lidt på hende og sagde, at hun havde misforstået grunden til at hun skulle have handsker på, men hun lod sig ikke rokke, og sagde blot at hun altid vaskede hænderne bagefter malkningen.
 
Der var meget snak om a karlene var meget sjuskede med at holde gulvet rent hvor pigerne skulle malke, de fleste mente at der burde været fejet, og helst strøet noget halm på det inden de begyndte. Det gjaldt for begge sider af koen, for der fandtes kejthåndede piger der var nødt til at malke fra den anden side end den der normalt blev brugt.
 
Nu rejste der sig en livlig diskussion om den uvane karlene havde med at give dem en klap bagpå hver gang de kom forbi når de malkede. Mange mente at det var ubehøvlet, medens andre følte (og det var mest de yngre) at det kun var en gemytlig venlighed som man ikke burde hæfte sig ved. Der var endda en der sagde at det var en god måde at vinde en kæreste på, for det havde hun nemlig fået af den grund, og det var tydeligt at se på hendes runde mave at hun ikke havde nøjes med en klap på rumpen, men nu skulle hun altså giftes senere på året.
 
Der bev nu talt om noget som Alminda ikke mente vedrørte emnet, men da nu de allerede havde begyndt ville hun ikke støde nogle, så fik de lov til at fortsætte. Det drejede sig om deres egen hygiejne, og taleren mente at i den retning manglede flere af pigerne den rette sans. Efter hendes udsagn vaskede mange af dem normalt kun hænderne efter arbejdet, og efter hendes mening burde de også rengøre armene selv om de havde langærmede kjoler på. Pigen mente at det skulle ske i det mindste en gang om ugen, og helst om lørdagen hvis der var dans i forsamlingshuset, for det gav malkepigerne et dårligt rygte som smittede af på de mere sirlige, ved at karlene ikke ville danse med dem hvis de vidste hvilken stilling de havde på gården. Havde der været livligt indtil nu, blev stemningen nærmest revolutionær efter den sidste taler. De råbte og skreg i munden på hinanden, så Alminda var nødt til at tage maske på for at stoppe nogle der følte sig fornærmet over hvad de mente var ubegrundede beskyldninger. (Måske havde de en dårlig samvittighed).
 
Harmonien blev delvis genoprettet da den næste der tog ordet omtalte noget de fleste var enige om. Det drejede sig om høstfesterne. Jo, de blev da inviteret til at deltage, men de følte sig tilsidesat sammenlignet med høstpigerne der fik hele opmærsomheden, med kranse om halsen og blomster i håret medens de dansede rundt på gulvet og skabte sig. Alt drejede sig om dem, medens malkepigerne sad og skumlede i baggrunden. Taleren mente, at malkepigerne i sognet skulle udvise deres solidaritet, og nægte at deltage indtil der kom en anden orden på den sag, for det var i alle tilfælde hendes hensigt. Bonden skal vide hvor malkepigerne står, sagde taleren til stor jubel fra forsamlingen. Der var dog nogle stykker der mente, at så gik man også glip af alt det gode mad der altid blev serveret ved disse lejligheder.
 
Der var stadigvæk flere der ønskede ordet, men Alminda var nødt til at afslutte det egentlige møde, for der var knap nok tid til kaffebordet før deltagerne skulle afsted da aftenmalkningen ventede.
 
Avisen mente at mødet havde været en stor succes, og anbefalede en gentagelse i alle tilfælde til næste år. Om der blev flere møder er der ingen der ved noget om, men Niels Sivert havde lovet sig selv at han ville prøve at udforske det nærmere, og ikke mindst var han interesseret i at få en opklaring på om rygterne talte sandt, når de påstod at Alminda havde stået i ledtog med “KNOEN”. Præsten mente ikke det kunne være rigtigt, for kommunisterne var kendt for at have slået ganske uskyldige mennesker ihjel, og den tankegang lå fjernt fra Almindas natur.