ALMINDA SØRINE JENSEN
 
HUSRÅD FOR MALKEPIGER OG ANDRE
 
Sådan lød titlen på et udklip af en artikel fra “ORGANISTEN” nummer 5, som hjælpepræsten Niels Sivert Jappesen havde fundet i en udgave af Madam Mangors kogebog der havde tilhørt en af Alminda Sørines søskende. Han skriver på et vedlagt ark at der var flere end denne ene, men da disse var skrevet med blyant i en til dels ulæselig håndskrift, vil han prøve at renskrive dem efter artiklens ordlyd, og føje dem til hans store enestående samling af Almindas produktion, for senere at offentliggøre dem hvis det er muligt.
 
Samme steds indrømmer han at da han læste overskriften på selve artiklen, var han til at begynde med lidt i tvivl om hvad hun mente med den, men da han fik læst den tænksomt igennem blev han klar over hvad forfatterinden talte om, og han priste da også hendes kloge ord.
 
HVORDAN MAN FJERNER HÅR I ØJNENE AF EN KO
 
Lige som en god klaverspiller kan ramme de rigtige tangenter hver gang, uden at se på noderne der fortæller hvor vedkommende skal finde dem, på samme måde kan en dygtig malkepige finde patterne på en ko med lukkede øjne. Men naturligvis skal hun ikke gøre det når hun malker, for alle ens fulde sandser skal være i brug når man udfører det ansvarlige arbejde, alene af den grund at man må passe på at spanden ikke løber over så man kommer til at græde over spildt mælk.
 
Men under visse omstændigheder kan det ske at man ikke er årvågen nok, som for exempel hvis en pige går til dansebal en aften og bagefter går med karlen hjem til hans kammer (eller hendes hvis hans husbond er for streks i den retning), hvor de hyggeligt i fred og ro kan snakke sammen om deres familier, og måske ligge planer om at forlove sig så hun kommer for sent hjem til gården og ikke har fået nattesøvn nok når hun skal begynde morning-malkningen. For at indhente det forsømmelige lægger hun måske hovedet ind på koens krop, og lader fingrene automatisk udføre deres arbejde, og da kan det nemt sket at hun kan få hår i øjnene som er vanskelige at fjerne. Jeg må advare stærk mod brugen af princetter, eller andre skarpe instrumenter til det brug, for man kan skade øjnene og måske blive skæløjet bagefter, så man kommer til at se mod venstre hvis man vil se til højre.
 
Det bedste ville være hvis man kan komme til at græde så tårernes flod kan få håerne til at løsne sig og komme ud af sig selv. Men da ikke alle kan komme til at græde af sig selv, som man ofte ser skuespillerinderne gør det i biografen hvis der er en sørgelig film i forsamlingshuset, kan man måske knive sig selv et sted så det gør ondt og kan komme til at græde af den grund. Et andet middel kan osse bruges (og her taler jeg af erfaring for det har jeg selv gjordt), at hvis man kan få sig til at tænke på noget meget trist, måske at man er barn igen og ens far og mor dør på en gang af influense eller måske af en anden hjertesygdom, og man så kommer i pleje hos onde plejeforældere hvor man bliver tvunget til at gå i roerne fra morning til aften uden kærlighed eller andet at spise. Det kan godt få en til at hulke med mange grædetårer.
 
Der er osse en anden måde man kan fjerne hår fra øjnene på hvis man ikke få dem væk med gråd, og det består i at man væder en klud med lunken bordvand, som helst skal plaseret på øjet et stykke tid medens man lægger på ryggen uden at sove. For at undgå det når man lægger i den tilstand kan man tænke på noget godt man har fået, det kan være norsk øllebrød med tvebagger, eller hjemmelavet blodpølse med rosiner eller korender overhældt med sirup, eller måske noget helt andet godt man har fået, for at ikke søvnen skal overmane en.
 
Nogle af disse husråd har hjulpet flere, men hvis nogle af mine mange læsere, og de behøver ikke være abbonenter, har andre råd der kan bruges i den retning er de yderst velbekommen til at sende dem til mig personlig eller til Redaktionen på bladet “ORGANISTEN” som også er mig.
 
Med venlig hilsen Alminda Sørine Jensen
Forfatterinde og Redaktrice