ALMINDA SØRINE JENSEN

REJSBREV FRA VESTRHAVET

“Det var en stor oplevelse a læse om Alminda Sørine Jensens rejse til Vesterhavet “ skriver Niels Sivert som en bemærkning til forfatterindens indlæg i Organisten, og han fortsætter med at prise hendes levende skildring af et landskab som hun havde set for første gang. “ Intet gik hendes sanser forbi, og det blev fortalt i et sprog der var let forståelig, fuld af lune, humør, rigdom og ægte kvindelig charme. Hendes prosa og poesi vil være svært for andre at leve op til”. Ja, hvilken perle har vi ikke fået i hende, slutter Niels Sivert sine kommentarer med.

REJSEN TIL VESTERHAVET

For at opretholde en form for kultur i ORGANISTEN, giver det mig glæde at være i stand til at berette om en rejse jeg har taget for mig over til Vesterhavet, sammen med gode venner. Min rejse over til det store brusende hav med min veninde Alma Iversen er noget ingen af os nogensinde vil tillade at gå i glemsen, og takken til den oplevelse skal gå til fhv.gårdejer, nu selvstændig forretningsmand Peter Olsen der bor i nabosognet og ejer en bil som tog os med på den lange tur. Onkel Peter som jeg kaldte ham kom i den gård hvor jeg tjenede med mad til til grisene som han samlede sammen i de nærmeste byers affaldstønder. Folk der boede der havde så mange levninger så det kunne betale sig for ham at afhente dem i sin lille lastvogn som han så solgte til bønderne som grisefoder.

Onkel Peter var i virkeligheden slet ikke min onkel, men vi fandt ud af at vi alligevel var i en slags familie, for hans kones søster (altså svigerrinde som man også kalder det) var min gudmoder da jeg blev døbt Alminda Sørine i kirken af en præst fra et andet sogn, fordi ham vi havde var angrebet af en sygdom som han også døde af 20 år senere. Jeg har aldrig set min gudmoder for den gang jeg fik vand i hovedet trængte det også ind i øjnene så jeg ikke kunne se, er jeg blevet fortalt, men det var kun godt, sagde min mor, for min gudmoder gik over til en sekt som ikke troede på samme måde som det vi tror på. Mor kaldte hende for en hedning og var bange for at det skulle indflyde på mig så jeg ikke kom derop hvor jeg skulle når jeg døde. Der holder jeg med min mor , for jeg vil også hellere op der (som min søndagsskolelærerinde sagde) hvor man kan lege med de små lam selv om der sidder en glumsk løve tæt ved og ikke engang slikker sig om munden, eller derned hvor folk græder meget under tænders gnidsel fordi de får pilsner hver dag.

Men alt det har jo ikke noget at gøre med Onkel Peter, han er god nok og kan ikke gøre ved at hans kones søster er lidt tosset, så vi var glade for at han inviterede os med på den udflugt. Vi måtte tidlig op den søndag for vi skulle hjælpe med at gøre lastvognen ren og fjerne alle de store jernspande som han samlede føde i til grisene der var snavsede både ude og inde. Så blev ladet vasket med brun sæbe og skurebørst til det ikke var snavset så vores fine søndagsklæder ikke blev det, og så var vi ellers klar til afrejse efter at hans kone sad ved siden af ham med en madkurv på skødet som var stor. Alma og jeg sad side om side oppe på ladet med ryggen mod de andre på nogle havestole der forsvarligt var bundet fast med noget reb for at vi ikke skulle falde af og måske komme til skade hvis vi ramte jorden. Efter at Onkel Peter havde fået nogle strenge formandinger af konen om at ikke køre for stærk gik det i fuld fart mod havet.

Vi mødte flere på vejen der vinkede til os og vi gjorde det samme til dem, de var sikkert midsundelige på os at vi så flot kørende var på udflugt til Vesterhavet. Da det var søndag og de fleste nok var i kirke så vi ikke mange ude på markerne, der var dog nogle enkelte men de har nok tilhørt den samme sekt som min gudmoder der jo er en hedning, så de hvilede dem sikkert ikke på den syvende dag som vi gjorde. Selv efter at vi havde kørt omkring en times tid så landskabet ikke anderledes ud end på vores egn, det var dog stadigvæk kønt, men det forklarede Onkel Peter hvorfor da vi holdt stille fordi han ville lige se hvad der var bag nogle træer lidt fra landevejen, at det var fordi vi kørte mod syd da vi skulle finde den rigtige vej mod vest der førte os til havet. Der kan man rigtig se hvor godt det er at være sammen med en mand der kender vejene som der er mange forskellige af.

Det kom også til at passe for nu så vi mere sandjord hvor folk kun kunne dyrke kartofler, og både Alma og jeg syntes også at køerne så mere magre ud end vores, så vi talte om hvor meget mælk de mon gav på en malkning. Det kunne vi godt have fundet ud af ved at føle på deres yvere, men vi turde ikke spørge Onkel Peter om at stoppe så længe, men rent fagmæssigt var vi altså intereseret i det, og i den retning var vi jo begge eksperter hver især gennem flere år på malkestolene når vi malkede.

Da vi ikke kørte stærkt på grund af en grusvej med store stykker grus, var det muligt for et par drenge med cykeler at hente os ind og hage sig fast til bilen som trak dem medens de sagde nogle grimme ord til os. Nej, hvor Onkel Peter blev gal i hovedet for han kunne se dem i et spejl på bilen der gjorde det muligt at se bagud og som er rart når man kører på landeveje man ikke kender. Hvem mon der har opfundet det, han fortjener en nobel pris derfor. Han skældte ud og brugte ord som helst ikke skal bruges om søndagen hvis man ikke kommer i kirke, men de værkede for drengene slap bilen og kørte baglæns på deres cykler tilbage hvor de kom fra.

Inden vi nåede helt ud til havet stoppede Onkel Peter bilen, for nu skulle vi have en lille bid brød, og han sagde at det var bedre her for ude i klitterne kom al maden til at smage af sandkage. Nej, hvor konen diskede op af lækre sager, der var rulle, medister, spege og blodpølse i store mængder og dertil godt hjemmebagt surbrød som hun selv havde bagt inden turen dagen i forvejen før turen. Men på grund af en misforståelse fik jeg ikke noget at drikke til det, og heller ikke senere på dagen hvad gjorde mig meget tørstig så jeg led meget. Der skete nemlig det at Onkel Peter kom frem med nogle sodavander som jeg ikke kendte, og da jeg spurgte ham om de var berusende, svarede han ja, og så ville jeg ikke have noget for jeg har lært hjemmefra at det skal man ikke drikke, særligt ikke unge piger havde min mor advaret for de kan godt tage skade af det hvis de har fået noget. Det var først lige før vi skulle hjem hvor jeg igen nægtede at drikke igen, at Onkel Peter forklarede at han havde troet at jeg havde spurgt om de var brusende (for det var det) og ikke berusende, men nu var det for sent der var ikke mere tilbage. Sådan kan det gå når man ikke rigtig hører efter hvad der bliver sagt.

Det var næsten som komme til et eventyrland, da vi stoppede på en sandet sandvej lige før vi nåede havet hvor vi ikke turde køre længere fordi vi var bange for at sidde fast så vi ikke kunne komme hjem igen. Det store usansynlige Vesterhav lå foran os med bølger så høje at en voksen mand nemt kunne godt drukne, hvis han vovede sig ud i det uden redningsbælte. Til venstre for havet lå der klit ved klit så langt øjnene kunne række med marehalm på topperne fordi de skulle passe på at at de ikke blæste væk.

Vi fandt en lun lille klit med klitter omkring sig, og der slog vi os ned på et medbragt tæppe som ikke gjorde noget hvis der kom vådt sand på. Men Alma og mig var utålmodige, vi ville ned til havet så hurtig som mulig, og smage på vandet om det nu også var så salt som nogen sagde. Inden vi gik lovede vi Onkel at vi ikke ville fjerne os længere væk en vi altid kunne se hans hvide stråhat tydelig som han havde på hovedet. Næsten arm i arm løb vi ned til havet hvor der også var mange andre mennesker til stede der promenerede, så af den grund gik vi mere fornemme som om vi var nogle rige fruer der var på ferie. Vi så nogle skibe langt ude som nok var nærmere England end os, og vi talte om at de måske havde landbrugsvarer med til fjerne lande som kom fra Danmark, måske oven i købet smør der kunne stamme fra de køer som vi malkede. Vi følte os helt stolte bare ved tanken om det.

Men vi måtte altså prøve på hvordan det føltes at soppe i vandet, så på et sted hvor der kun var få mennesker, og vore venner oppe i klitten ikke kunne se os, for jeg er ikke sikker på at de ville godkende hvad vi havde i agt, sneg vi os til at tage sko og strømper af (det sidste var det vanskeligste for vi måtte jo løsne elastikken fra vores livstykker, og derfor uanstændig løfte kjolen ), men jeg tror ikke der var nogen der lå mærke til det. Men, nej, hvor det var sjovt det skabte nogle fornemmelser som vi aldrig før havde haft, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal ligne dem med. Vi samlede pæne sten sammen som vi ville polere når vi kom hjem så de kom til at ligne marmor når man smurte dem med lidt svinefedt og give dem som gavmilde gaver til nogle der aldrig fik den lykke at komme til Vesterhavet.

Men tiden gik alt for hurtigt og pludselig kunne vi ikke se Onkel Peters stråhat mere så vi skyndte os med at påklæde os anstændig som om vi aldrig havde haft sko og strømper af, og ilede op til klitten hvor vi mente de skulle være. Det var de også der var bare det ved det at de begge lå og sov med Onkel Peters stråhat over ansigterne for at solen ikke skulle brænde dem, og det var derfor vi ikke kunne se dem nede fra havet. Vi ville ikke vågne dem og sad musestille og lyttede til deres snorken, det var ret så hyggeligt. Men lidt efter vækkede de dem af sig selv, og Onkel sagde at det snart var på tide at begive sig på hjemturen for den var lige så lang som udturen, men først fik vi lov til at tage endnu en tur ned til havet, for ham og konen ville udforske en anden klit så vi skulle ikke blive bange hvis de var forsvunden en lille stykke tid. Det var vi heller ikke men lidt efter så vi stråhatten igen så vi skyndte os derop. Hjemturen gik uden forhindringer eller anden uheld af nogen slags, men både Alma og mig var så trætte og søvnige af den grove havluft at vi skiftedes os til at lukke øjnene af og til med mellemrum hele vejen for vi havde jo set landskabet en gang før. Da vi kom hjem takkede vi Onkel og hans kone fordi de havde gjordt os den glæde at tage os med på en tur vi aldrig vil glemme nogensinde fordi de havde været så venlige, og da Onkel oven i købet sagde at den tur måtte vi gøre om igen efter høsten, jublede vi begge af forventningens glæde. Hvor ville jeg ønske at mange andre også måtte få den oplevelse der ligger i at rejse til fremmede steder.

Alminda Sørine Jensen Forfatterinde.

På den efterfølgende side i ORGANISTEN har Alminda beskrevet turen i vers, og det var disse som Niels Sivert i særlig grad havde lovprist.

HYLDEST TIL VESTERHAVET

Jeg foretog mig en rejse som jeg nu beskrive vil,        i forbindelse med hvad I har læst, og ligge mere til.        Men som kunstner så føler jeg det er min store pligt,        til at fortælle mere om det i et godt velskrevet digt.

Hvor Vesterhavet bruser ind mod det jyske land,        ligger mange dybe klitter som kun består af sand.        Blæser det blir man fuld af det på hatten og på klær’ne,        går man på bare fødder får man det ind imellem tæerne.

På strandbredden ligger der mange store bunker af tang,        der indeholder noget mærkeligt der vist var fisk engang.        men er man meget heldig kan der også findes rav.        der er skyllet ind på land fra det barske Vesterhav.

Det gule rav kan slibes så det bliver til perlekranse,        som fine fruer de har på når de skal ud og danse,        så rundt omkring på byens muntre musik - haller,        de pynter alle fint og smukt på de flotte baller.

I klitterne klæder folk sig af når de skal solen slikke,        og det kan ikke skjules for andres skarpe blikke.        Jeg syntes det er for frivolt, så jeg ser den anden vej,        og lader bare ligesom at det ikke rager mig.

Nu tager han badebukser på, jeg ser til den anden side,        der er blå og gule striber på, men ellers er de hvide.        Nu løber de sammen, hånd i hånd, ud i det salte vand,        at nogen kan finde fornøjelse i det går over min forstand.

Jeg spadserer ned til stranden og ser børn der bygger slotte,        mange er ikke så pæne, men nogle af dem er da flotte.        Men den der er allerbedst, og afgjordt min egen præmie får,        er til nogle af dem der har lavet en god gammel bondegård.

Jeg fik mange tårer i øjnene bare ved synet af den,        og følte hjemved i brystet efter at komme hjem igen.        At rejse ud er skønt, hvad enten det er øst eller vest,        men hvis ude er godt og dejligt så er hjemme bedst.

Alminda.