ALMINDA SØRINE JENSEN

MORALISTISKE BETRAGTNINGER

Nedenstående vers kunne man finde i “ORGANISTEN “ nummer 3, hvor Alminda havde skrevet følgende forord: Dette digt giver udtryk for hvad der kan hænne ude på landet, men den opmærksomme læser eller læserinde opdager sikkert, at der også forelægger en moralistisk hentydning i det som gør digtet mere værdifuld. Det er jo sådan, at en sand digter kan sløre sit værk til med den tanke at gøre det så intresant som muligt, for så til slut at fremkomme med den egentlige hendsigt om det. Det har jeg gjordt med de to sidste linjer i digtet med en velbegrundendet årsag i tanken.

Jeg føler en dyb sorg i mit bryst ved viden om hvorledes mange unge kvinder og andre malkepiger lever deres liv, med intimt at hengive sig til ethvert mandfolk de tilfældigt møder. Ballerne i forsamlingshusene hvor de næsten klister sig sammen under dansen, er sikkert det værdste sted at møde personer af det modsatte køn der har hæderlige hensigter, så fra den morskab og til noget der er værre er ikke lang vej for uskyldige piger, der måske er for legemlige trætte bagefter til at tænke på fornuftige omstændigheder. Jeg har set mange pigetårer der er blevet hengivet et stykke tid efter en sådan aften.

Hvis jeg troede på at det var udvidenhed der var årsag til den løse omgang mellem køndene, ville jeg skrive en artikel der omhandler det emne, men mange læger, nonner, og flere andre lærde der beskæftiger sig med den homopæiske videnskab har allerede gjort det, uden det af den grund har hjulpet med moralen.

Nej, så vil jeg hellere fortsætte med i min digterkunst at henlede opmærksomheden på dette spørgsmål, med velbeskrevne vers og korte bemærkninger der siger det samme.

LIV PÅ LANDET

På bondens mark var der postyr,        med kalden, råben, og skrigen,        for bissegal var den, den sorte tyr,        så den fulgte sin egen higen.

Den havde sprunget sin lænke af jern,        fra hvor den ellers før var bunden,        dens brølen kunne høres nær og fjern,        da den rendte med tungen ud af munden.

På naboens mark græssede der en ko,        til den havde tyren helt mistet sit hjerte,        så den ødelagde hegnet imellem de to,        og nærmede sig koen der begyndte at fjærte.

(Her skal der indskydes et lille nota-bene,        for de der ikke ved hvad fjærte betyder,        det er noget koen gør som omtrent skal mene:        “Jeg har ingen lyst til det, du gamle skryder”)

Men selv om tyren ikke forstod signalen,        følte koen sig slet ikke helt afmægtig,        for den satte sig selv bare ned på halen,        for at forhindre at den ikke blev drægtig.

Dette er naturens lov, som mange vist siger,        og dermed oprettedes freden og roen.        Det ville gavne mange danske malkepiger,        hvis de sommetider gjorde det samme som koen.