HVAD EN GAMMEL DANSK- CANADIER FORTALTE MIG
 
  Jeg kom fra noget der hedder Hedemark,
et sted mellem Herning og Skjern,
og selv om jeg nu er en halvgammel knark,
der snart kan forvente det sidste spark,
ligger fortiden ikke så fjern.
 
  Jeg kan stadigvæk huske alt fra den egn,
skønt jeg aldrig fik set den igen,
den vidtstrakte hede i solskin og regn,
de stynede træer, de levende hegn,
mange gange har jeg drømt mig derhen.
 
  Men sådan skulle det altså ikke gå,
skylden er min egen, jeg kan ikke beklage,
nu er det for sent, jeg er gammel og grå,
og sproget kan jeg dårligt nok forstå,
så jeg må nøjes med at tænke tilbage.
 
  Åh, jeg husker det som jeg forlod det i går,
heden , udstrakt som et storternet tavl
omkring huset, så langt udsynet når,
kålgården, haven og de brogede får,
og klynerne mod den sydvendte gavl.
 
  Vi var mange derhjemme hos far og mor,
skønt fattige var der ingen der led savn,
nogle halvvoksne børn og et lille nor,
der lå i vuggen da jeg gik om bord,
og sejlede ud fra København.
 
  Vi lovede hinanden at skrive et brev,
så ofte vi syntes det var bedst,
men til tider gik der år imellem jeg skrev,
så de vidste vel dårligt nok hvad jeg bedrev,
så langt derovre i Canada's vest.
 
  Jeg flakkede rundt fra sted til sted
på prærien hvor storhveden gror,
hjalp til med at høste, og hvor jeg dog sled,
dag efter dag, og nætterne med,
efter det gik turen mod nord.
 
  De endeløse skove hvor træerne står
som kæmper der rækker mod sky,
det blev mit hjem i en hel del år,
men hvad nytter slæbet når pengene går,
til halløj i den nærmeste by.
 
  Enhver kan mene og tro hvad de vil,
men mønterne brændte i foret,
whiskey, tøse og pokerspil,
til lønnen var røget - og mere til -
for der var altid kredit omkring bordet.
 
  Sådan gik en snes år før jeg fik min forstand,
og fandt mig et blivende sted.
Jeg købte en hytte med ti tønder land,
efter boet af min gamle ven, Svenske Johan,
og fik som ekstra en ung enke med.
 
  Da tog jeg mig sammen, det var ikke nemt
for mig at få skrevet det brev.
Jeg famlede med ord jeg helt havde glemt,
men temmelig godt blev det ganske bestemt,
dog ingen fik læst hvad jeg skrev.
 
  Jeg fik det retur noget senere hen,
med stempler fra fjern og fra nær,
overalt var der skrevet prøv den og den
men der var ingen der kendte Laus Petersen,
eller nogle af hans nærmeste der.
 
  Nu slår jeg til tåls med hvad der er mit,
engene, markerne og skoven dernede.
Havde jeg fået svar, jeg har tænkt på det tit,
var jeg taget derover på et lille visit,
for et gensyn med den dejlige hede.
 
  Bare tanken om den tur udløste et smil,
hos min gamle dansk-canadiske ven.
Så tog han sig et velfortjent hvil,
og mon ikke han drømte sig tusinde mil,
tilbage til Danmark igen ?