NATTETANKER
 
  Hvor er du nu, min elskede kvinde,
svæver din sjæl mellem himmel og jord,
og venter på mig til vi sammen vi kan finde
et sted deroppe hvor stjernerne bor ?
 
  Men før den tid skal vi snakke sammen,
i et sprog som bare vi to forstår.
Din stemme jeg hører i kerte-flammen,
og i hvert af de mange fodtrin jeg går.
 
  Hvis du hører mig så langt derude,
så svar mig i en nattetime skøn,
jeg vil lægge min arm omkring din pude,
og drømme at det hele kun var en drøm.
 
  Flere vil sørge for hvad hver især tabte,
at du ikke er mere er svært at forstå,
men mange af de sande værdier du skabte,
er noget sundt vi kan leve videre på.
 
  Hver spurv du fodrede, kæreste pige,
og som bagefter tog et forfriskende bad,
pipper nu til mig som om den vil sige:
Hils Anna med tak for omsorg og mad.
 
  Hvor er min mor? Det klager din hund,
hvorfor er jeg ensom i så mange dage?
Men hvad kan jeg oprigtig give som grund
til at du aldrig mere vil komme tilbage?
 
  Den gang verden dansede en heksedans,
var du ganske alene mod de mange,
men du klarede skærene med glans,
skønt årene var ensomme, svære og lange.
 
  Da mange kastede snavs på min rude,
svarede du tilbage med knivskarpe ord.
Tak for det, kære Anna, så langt derude.
Tak for din gerning som hustru og mor.