MIN SIDSTE REJSE
 
  Når jeg er død skal min gråhvide aske
sigtes til den bliver ren og fin,
fyld mig så på en langhalset flaske,
der før har indeholdt perlende vin.
 
  Med kork og lak skal den nu plomberes,
at ikke en dråbe af vand siver ind,
og hvis det ellers kan arrangeres,
så kast mig i havet under fralandsvind.
 
  Hvor jeg kommer hen på min sidste færden
bliver bestemt af vinde og strøm.
Jeg glæder mig til at komme rundt i verden,
til steder jeg kun har besøgt i en drøm.
 
  Men hvor jeg ender op kan slet ingen vide,
til Egypten måske, til Faraoernes land?
Mon så ikke jeg får set en pyramide,
når jeg ligger og skvulper i Nilens vand
 
  Ved Japans kyst fandt badende drenge
ganske tilfældigt min flaske og jeg.
Der så jeg Fujiyama langt om længe,
noget jeg altid havde ønsket mig.
 
  Milevis borte fra Afrikas kyster
drev jeg hurtigt i retning mod nord.
Jeg hørte svagt om høvdinge - dyster,
om borgerkrige og grusomme mord.
 
  Jeg befandt mig så elendig til mode,
og var glad for ikke at komme i land.
Der er bedre steder på denne klode,
end hvor de mangler fornuft og forstand.
 
  Jeg drev og drev, men så ikke en smule,
før en gallisk fisker fik mig i sit net.
Nu kunne jeg besøge en forunderlig hule,
hvor et urmenneske havde brugt sin palet.
 
  Et sted i England gik der en kvinde,
og ledte efter rav sammen med sin ven,
men i arrigskab over intet at finde,
sparkede hun en flaske ud i havet igen.
 
  Der røg min chance til at se noget mere,
Trafalger, Soho og Buckingham palads,
med prinser og prinsesser og deres misere,
der får en til at føle sig dårlig tilpas.
 
  Så jeg flød videre til Nord Atlanten,
hvor jeg følte kulden gennem marv og ben.
(Forresten der glemte jeg helt, minsandten,
at jeg bare var aske blød og ren).
 
  Min længsel stod nu til sol og til varme,
efter min tid i det iskolde vand.
Det fandt jeg i Sydhavsøernes charme,
hvor vejret er mildt i det sollyse land.
 
  På Hawaii og Somalia så jeg unge kvinder,
med den allermest bedårende teint,
På Tahiti var der mange slags minder
om den franske maler Paul Gauguin
 
  Nu blev strømmen stærk og vinden bister,
så det gik mod vest i rivende fart,
til Pitcairn der blev bosat af mytterister,
og Galapagos med dyr af de sælsomste art.
 
  Alt det fik jeg set, og en hel del mere,
men var ved at være træt af alger og tang.
Jeg håbede at strømmen ville mig bugsere
til der hvor jeg begyndte livet en gang.
 
  På Fanø strand gik en gammel morlille,
og gravede efter orm i det halvvåde sand,
hun så mig og udbrød: “Ih, du milde,
måske er der post fra min afdøde mand “.
 
  Han var forlist for lang tid tilbage,
hun vidste hverken hvordan eller hvor
Det er svært at miste sin ægtemage,
når man har været gift i så mange år.
 
  Hun bar mig hjem, og fik åbnet min flaske,
i håb om bud fra ham der blev væk,
men blev skuffet da hun så at det kun var aske,
så hun brugte mig som gødning under en hæk.