SKOVSTEMNING
	Jeg hvilte mig i skoven en sensommerdag, i læ under blodbøgens krone. Bladene dannede et skærmende tag, og en træstub det var min trone.
	Farverne spillede i rødt, gult og grønt, og i tusinde andre pasteller, det hele var så vidunderligt skønt, at ord næsten intet fortæller.
	En stribe af sol havde fundet sin vej, til mit ensomme tilflugtssted, den skinnede på løv og på fuglenes leg, og fik dem til at synge derved.
	De sang en hymne om sommer i skred, i toner med skønhed og klang, træernes blade smånynnede med på fuglenes jublende sang.
	Et egern der samlede vinterens brød, slog takt med sin buskede svans. Jeg sad fortryllet i solstrålens glød, og lyttede til tonernes dans.
	Da solen forsvandt bagved blodbøgens top, blev stemningen farveløst skyet, fuglene tav, men jeg rejste mig op, så mærkværdig fri og fornyet.
	Hvis livet en dag har gjort dig fortræd, og du vil dig hemmeligt skjule, da finder du næppe et skønnere sted, end i skov mellem træer og fugle.